De sidste to dage har jeg været helt slået ud af en urinvejeinfektion. Jeg har haft virkelig ondt, feber og den der helt forfærdelige, groggy fornemmelse, hvor man nærmest bare eksisterer fra sofa til seng. Det er længe siden, jeg har været så dårlig, og det har virkelig sat mig ud af spillet.
Heldigvis kom jeg hurtigt på penicillin, og det begynder heldigvis at virke. Jeg er tilbage på arbejde i dag, selvom jeg må indrømme, at jeg stadig ikke er helt mig selv. Kroppen er træt, og energien er ikke helt tilbage endnu, men det går heldigvis den rigtige vej.
Midt i sygdommen var der dog også en lille positiv ting. John fik bilen kørt til syn i går, og den gik igennem helt uden anmærkninger. Det var en dejlig lettelse, for man ved jo aldrig helt, hvad der dukker op, når bilen skal synes.
Nu håber jeg bare, at penicillinen får bugt med det sidste, så jeg snart er helt på toppen igen. Indtil da tager jeg én dag ad gangen og glæder mig over, at det trods alt går fremad.