En hyggelig aften hos mormor og morfar

I går tog vi en hurtig tur op til mormor og morfar i Rakkeby. Lotus, hendes kæreste Anton, Albert og selvfølgelig Phoenix var med – og så var det ellers bare en hyggelig aften sammen.

Vi fik lidt lækkerier med hjem fra drivhuset og køkkenhaven, og vi fik også lånt traileren med hjem, så det var jo nærmest en tur med både hygge og praktiske gøremål.

Der blev selvfølgelig også tid til en god snak over en kold drik, inden vi bevægede os udenfor for at skyde lidt. Der blev skudt efter både skiver og ænder, og det er altså altid lidt sjovt, når vi får gang i det. Phoenix syntes dog, det var lidt svært i starten, men efter lidt øvelse begyndte han faktisk at få rigtig godt styr på det.

Alt i alt en rigtig dejlig aften i Rakkeby med familien, lidt frisk luft, grin, snak og selvfølgelig lidt skydning.

DHL Stafetten i Aalborg – 5 km, grin og fællesskab

I dag stod den på DHL Stafetten i Aalborg sammen med en masse af mine gode kolleger fra CUBIC.

De brune trøjer var fundet frem og selvfølgelig med CUBIC på ryggen, så vi var ikke til at tage fejl af. Så var vi ellers klar til en hyggelig aften, hvor vi både skulle støtte en god sag, få lidt motion og ikke mindst lære hinanden endnu bedre at kende.

Jeg synes faktisk, det er noget af det bedste ved sådan nogle arrangementer, når man er ny på en arbejdsplads. Man møder hinanden på en helt anden måde. Her er der plads til grin, snak og lidt mere afslappet hygge – og det er altså en rigtig god måde at blive rystet sammen på. Og ja… 5 kilometer kom der også i benene! Det er måske ikke verdens længste distance, men efterfølgende føltes det nu meget godt at have gennemført.

Vejret var heldigvis med os, stemningen var høj, og der blev grinet en masse. Bagefter ventede der god mad og drikke i teltet, hvor vi kunne sidde sammen og nyde aftenen.

Så alt i alt en virkelig dejlig aften med motion, kolleger, fællesskab, god mad og en god sag at støtte.

Det er lige præcis sådan nogle oplevelser, der gør det lidt nemmere at finde sin plads, når man er ny – og jeg er glad for, at jeg var med.

5 km i benene, masser af grin i maven og en rigtig god aften i bagagen.

Et skvæt ukrudtsmiddel og en kold øl – så er aftenen reddet

Nogle aftener behøver altså ikke indeholde de helt store planer for at være hyggelige. I går aftes fik vi lige ordnet lidt ude i haven, og det er faktisk noget af det, jeg virkelig godt kan lide ved den her tid på året.

Der blev puslet lidt rundt, ordnet nogle småting, slået græs og kigget på alt det, der stadig mangler at blive gjort. Haven er jo sådan et projekt, der aldrig helt bliver færdigt – men det gør heller ikke så meget. Vi tager lidt ad gangen.

Midt i det hele kom en flink nabo forbi med lidt ukrudtsmiddel til fortovet og indkørslen. Det var lige præcis sådan noget, vi stod og manglede, så det var jo helt perfekt. Det er altså guld værd med gode naboer, der lige tænker på hinanden og kommer forbi med lidt hjælp.

Og selvfølgelig skulle sådan en god gerning fejres ordentligt. Så inden vi fik set os om, sad vi med en kold øl i baren og hyggede lidt. Der er noget særligt over de der spontane små stunder, hvor man egentlig bare lige står og ordner noget praktisk – og pludselig ender aftenen med hyggesnak og en kold øl.

Pincho Nation og 4. etape

I går aftes stod den på noget helt andet end maling, pensler og facader – og det var virkelig tiltrængt! Jeg mødtes nemlig med min tidligere gode kollega Ida på Pincho Nation i Aalborg. Og hold nu op, hvor havde vi en dejlig aften!Vi fik god mad, hyggede, snakkede og fik vendt stort og småt – sådan nogle aftener, hvor man pludselig kigger på klokken og tænker: “Hov… lukker de ikke snart?”. Jo. Det gjorde de. Vi blev faktisk siddende helt til de lukkede.

Det var virkelig en super hyggelig aften, og jeg er så glad for, at vi fik den aftale i kalenderen.

Men tilbage til virkeligheden….

For hjemme hos os er vi nemlig gået i gang med 4. etape af husmaleriet! Og denne gang er det langsiden, der står for skud. Og lad mig bare sige det sådan: Den trækker tænder ud!

Det er åbenbart ikke nok, at vi allerede har malet resten af huset. Nej nej… huset havde lige én sidste kæmpe udfordring gemt i ærmet. Så nu står den igen på pensler, maling, pauser, ømme arme og den evige følelse af:

“Hvor meget kan der egentlig være tilbage af den væg?!”

Men vi er i gang – og når vi først går i gang med et projekt, så skal det selvfølgelig også gøres færdigt. Så etape 4 er officielt skudt i gang.

Nu krydser vi bare fingre for, at langsiden ikke beslutter sig for at blive til et 14-etapers projekt.

Men én ting er sikkert: Når vi engang står og kigger på det færdige hus, kommer vi helt sikkert til at sige: “Det var da egentlig ikke så slemt…”

…hvilket selvfølgelig vil være løgn. 😂

En skøn dag i Djurs Sommerland

I går havde vi en familiedag, hvor vi tog alle vores børn med en tur i Djurs Sommerland. Pigernes kærester var ikke med, så det var den hårde kerne, der drog afsted – bare os og ungerne.

Vi kørte i to biler derned. John hentede sin søn på vejen, mens jeg kørte igennem Aalborg for at samle min ældste op. Det blev en rigtig hyggelig køretur, hvor forventningens glæde stille og roligt voksede, jo tættere vi kom på forlystelserne.

Da vi ankom, blev vi mødt af det skønneste vejr og overraskende få mennesker. Det gjorde, at vi nærmest kunne prøve det hele uden lange køer, og vi fik virkelig en masse ud af dagen. Smil, grin og sus i maven hele vejen rundt.

Vi havde selvfølgelig også Trangiaen med, så vi kunne lave mad undervejs. En pastasalat havde vi forberedt hjemmefra, og det var nemt og hurtigt at tilberede kødet og brødet på stedet. Det smager bare lidt bedre, når det bliver lavet midt i en god dag i det fri.

Det blev en lang dag, men en virkelig god en af slagsen. Trætte ben, glade børn og en masse gode minder at tage med hjem. En dag vi helt sikkert vil huske længe.