En rigtig date aften – 5 år med manden min ❤️

Vejret var bare godt i dag, helt fra morgenstunden, og manden og jeg havde aftalt, at vi skulle ud og fejre vores 5-års dag. Altså sådan en rigtig date aften, bare os to. ❤️

Det er ikke så tit, vi bare tager afsted på den måde, så vi havde egentlig bare besluttet os for at gøre noget hyggeligt sammen og nyde hinanden lidt.

Vi kørte ned efter sushi, pakkede vinglas, en kølig flaske vin og selvfølgelig havehynderne til turen, for vi skulle jo sidde godt. 😄 Turen gik til Voerså og Riverside Bådudlejning, hvor vi atter engang  skulle ud i deres vandcykler. Og det kan virkelig noget! Og her er havehynderne altså et kæmpe hit til gamle kroppe. Man sidder lige lidt bedre.

Vi hoppede i vandcyklen og cyklede stille og roligt ud ad åen. Vejret var perfekt, og det var bare så hyggeligt at sidde der sammen på vandet. Vi snakkede, grinede og nød egentlig bare, at vi havde en aften, hvor vi ikke skulle noget bestemt.

Fem år… Det er alligevel lidt vildt at tænke på. Vi har nået at opleve en masse sammen på de fem år, både gode og mindre gode ting, som man jo gør, når man deler hverdagen med et andet menneske. Men lige i dag handlede det bare om os.

Og det var virkelig dejligt at have en rigtig date aften med manden min. ❤️ Sådan en aften, hvor man lige husker hinanden på, hvorfor man i sin tid faldt for hinanden.

Og jeg tænker, at vi skal blive meget bedre til at holde fast i de der små dates. For hold nu op, hvor kan det noget. 🥰

Inden vi vendte snuderne hjemad, tog vi ned på Voersaa havn. Her havde vi aldrig været, men hold nu op, hvor er det også bare en lille lækker og hyggelig perle de har dernede. Og sikke et fugleliv. Og rigtig fin shelterplads lige ned til åen. Tænker den skal besøges indenfor nærmere fremtid.

Lille Eva på tur til Dronninglund

Så blev det Evas tur til en lille tur til dyrlægen.

Vores lille fritte Eva skulle nemlig steriliseres, og eftersom vores egen dyrlæge i Brønderslev ikke ville eller kunne udføre operationen, måtte vi en tur helt til Dronninglund.

Og selvom det selvfølgelig ikke er det sjoveste i verden at aflevere sit lille pelsdyr hos dyrlægen, så var det en tur, der skulle til. Hvorfor skal en hunilder egentlig steriliseres? Det er ikke bare for at undgå små fritteunger. Hos hunildere er det faktisk meget vigtigt at få styr på brunsten, hvis hun ikke skal bruges til avl.

Når en hunilder går i brunst, kan hun nemlig blive ved med at være i brunst, hvis hun ikke bliver parret. Og det er ikke bare lidt irriterende for hende – det kan være alvorligt og i værste fald livstruende. En længerevarende brunst betyder, at kroppen bliver ved med at være påvirket af de høje niveauer af kønshormoner. Det kan blandt andet påvirke knoglemarven og føre til blodmangel og nedsat modstandskraft.
I alvorlige tilfælde kan en ubehandlet, langvarig brunst derfor ende med, at hun bliver meget syg og i værste fald dør. Det er altså ikke sådan en situation, hvor man bare kan tænke: “Så går brunsten nok over igen.”
Derfor skal man som ilder-ejer være opmærksom på brunsten og sørge for, at hun bliver neutraliseret eller får en anden egnet behandling, hvis hun ikke skal parres. Så vores lille Eva måtte afsted.

Hun klarede turen til Dronninglund, operationen og hele balladen – og nu skal hun bare have lov til at komme sig og blive forkælet lidt ekstra.