Familien Berg Foged

Dem der kender mig ved at her på bloggen, godt her gemt bag skærmen, kan jeg virke som en der skælder meget ud og altid siger sin mening og bare vil lave drama og skabe konflikter. Indrømmet – jeg har et (til tider) hidsigt temperament (som jeg nok desværre ikke har arvet fra fremmede), men er også samtidig hurtig til at falde ned igen. Det er lidt en anden sag, når jeg står ansigt til ansigt med folk. Så er jeg det mest konfliktsky menneske i verdenen og hader at være uvenner med folk og er bare ikke god til at sige fra. Jeg endelig lært, i en alder af 39 år, at sige fra. Sagde fx fra i sommers til en pigefest, men har det faktisk skidt stadig. Ikke mere over det de sagde, men over mig selv at jeg reagerede sådan. Selvom jeg godt ved, at jeg har ret til at være sur og ikke skal finde mig i at blive talt sådan til. Det er sådan jeg er og har altid været. Det ved folk, der er tætte på mig.

NÅ, men… Som nogle af jer, der læser med her allerede ved, så har jeg sagt farvel til en “nær” del af min familie – og med god samvittighed. Ingen skal nogensinde tale nedsættende og grimt til mine børn eller true dem med at få en røvfuld. ALDRIG! Så kommer løvemoderen og det røde hår op i mig. Og den label er jeg godt stolt over at have på mig. Jeg ER en løvemor. Jeg vil til hver en tid forsvare mine unger – uanset hvad. Mine børn betyder ALT for mig, end noget andet.  Og det er vel som det skal være? Alle mødre elsker da deres børn og vil beskytte dem!

Jeg har egentlig ikke lyst eller modig nok til at fortælle hele historien her, for synes egentlig den er ret så pinlig. Er også bange for hvad jeg får tilbage. Frygteligt at man som 39-årig skal være bange for sin egen familie og hvad de kan finde på for at skade en og sin familie. Jeg er flov over jeg har sådan en familie. En familie der truer og tror de kan benytte sig af en form for magt i stedet for kærlighed. En familie der ikke stoler på sine egne og bagtaler en for selv at se godt ud udadtil.
De har truet mine børn, mig og min mand med at ødelægge os her efterfølgende fordi jeg sagde fra på vegne af mine børn. Hvem f… gør det mod sine egne og dem man burde have nær? Og for hvilken grund og pris? At man på en stille og rolig måde fik forklaret i en besked, at sådan ville man ikke have man taler til eller opfører sig på overfor ens børn og ens børn er blevet rigtig ked af det og utrygge. Og i stedet for at undskylde og beklage en evt. misforståelse, så går man i forsvar som et barn på 5 år, der ikke får sin vilje og står og råber og skriger. Samt giver mig skylden for at jeg bare vil lave drama som altid (og jo – det er jeg måske også god til, til tider – det indrømmer jeg blankt. Det skal jeg ikke sige mig for god for, MEN kan også godt undskylde, hvis jeg træder nogen over tæerne) og beskylder mig for at være en løvemor. (Ikke at det sidste er slemt at blive kaldt, hvis det ikke var fordi der blev sagt at det var alt for meget og man overhovedet ikke måtte sige noget om mine børn).
Her bagefter fornægter og fordrejer de sandheden, selvom vi alle så og hørte episoden, børn og voksne. Og ovenikøbet får os til at tro det er vores egen skyld og det derved giver lov til at opføre sig sådan overfor mine børn. Jeg har da aldrig kendt noget lignende. Det er pinligt!
Gudskelov har jeg det hele liggende, “sort på hvidt”, om hvad der er blevet skrevet frem og tilbage, og talt om i telefonen, som en reminder om vores (MIT) fornuftige valg om at cutte den del af familien. For good!

MEN, som man siger – når en dør lukkes, åbnes der en ny. Bogstaveligt talt. Føler lidt at der nu kommer der ro på. Og vi glæder os over en lys og god fremtid – omgivet af dem, der vil os og omvendt.

Husk nu at behandle andre, som du gerne selv vil behandles og behandle hinanden med respekt og masser af kærlighed. Det kan man ikke få nok af.