Dateaften med overraskelser, romantik og lidt dramatik

Nogle aftener ender bare med at blive lidt mere mindeværdige end andre – og sådan en aften havde vi i går.

Jeg havde brugt lidt tid sammen med dyrene og nåede både at kigge til dem og lege lidt, inden manden kom hjem fra arbejde. Heldigvis gik der ikke længe. Han har nemlig fået nye arbejdstider, og det er virkelig noget, vi kan mærke herhjemme. Langt om længe! Det gør en kæmpe forskel, at han ikke længere kommer så sent hjem. Faktisk kommer han i dag tidligere hjem end mig, og det føles næsten helt mærkeligt.

Men tilbage til i går.

Det var dateaften, og manden havde planlagt en overraskelse. Jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen, men kursen blev sat mod Aalborg. Her havde han bestilt bord på Den Bette Kro, et hyggeligt lille sted med masser af charme. Stemningen var i top, og betjeningen var virkelig sød og imødekommende.

Maden var dog lidt blandet. Jeg bestilte et stjerneskud, men fiskefileterne var desværre blevet lige lovligt gennemstegte. Det var lidt synd. Til gengæld var snapsen fyldt helt op til kanten af glasset, og det trak bestemt op på oplevelsen! Og hvidvinen var dejlig kold og sød.

Nu var det så også mit andet stjerneskud i denne uge, og jeg må altså bare sige, at Golfcaféens stjerneskud i Brønderslev stadig er i en liga for sig. Der er simpelthen ikke nogen, der helt kan måle sig med det.

Da vi havde spist, troede jeg egentlig, at overraskelsen var slut. Men manden havde mere i ærmet.

Vi satte kursen mod Blokhus Strand. Vores sted.

Nede ved vandkanten åbnede han bagsmækken, og der ventede endnu en overraskelse. Dyner, rosé, jordbær og chokolade. Så sad vi der med udsigt over havet, mens vi snakkede. De der lange, dybe samtaler, som man nogle gange glemmer at tage sig tid til i hverdagen.

Tiden løb fra os. Pludselig kiggede vi på klokken, og den var blevet 22. Vi skulle jo begge på arbejde dagen efter, så det var nok ved at være tid til at vende næsen hjemad.

Der var bare lige ét problem.

Bilen ville ikke starte.

Hold nu op.

Gode råd var pludselig dyre, og jeg var nok lige på kanten af et mindre sammenbrud. Vi fik ringet til vejhjælpen, som kunne fortælle, at der var omkring 90 minutters ventetid. Det føltes ikke ligefrem som den perfekte afslutning på en ellers fantastisk aften.

Heldigvis kom vi hurtigt i tanke om Fritrækkerne. Vi ringede, og inden for fem minutter holdt de ved siden af os. Et utrolig sødt par – og deres lille hund – blev vores redning. På ingen tid fik de startet bilen.

Så kunne vi ringe til vejhjælpen og aflyse, pakke de sidste ting sammen og endelig køre hjem.

Alt i alt blev det en aften med lidt af det hele: god mad, romantik, lange samtaler, en bil der strejkede og nogle fremmede mennesker, der viste os stor hjælpsomhed.

Og måske er det netop de aftener, man husker allerbedst. ❤️

Vi gentog succesen

Nogle aftener er bare for gode til ikke at blive gentaget.

Så i dag gjorde vi det igen. Turen gik endnu en gang til stranden, denne gang med medbragt sushi fra den lokale sushi-pusher. Vejrudsigten lovede ellers ikke meget godt, men det viste sig heldigvis at være fuldstændig ligegyldigt.

For man behøver ikke altid blå himmel og sommervarme for at nyde livet. Man kan sagtens sidde med bagklappen åben på bilen, kigge ud over havet og nyde både udsigten, maden og hinandens selskab. Det gjorde vi.

Rødvinen fra i går var skiftet ud med et glas hvidvin. Det passede langt bedre til sushi, og det hele gik op i en højere enhed. Lyden af bølgerne, den friske luft, god mad og den særlige ro, som kun havet kan give.

Jeg elsker sådanne aftener.

Måske fordi de minder mig om, hvor lidt der egentlig skal til. Og måske især fordi vi, efter så mange år, stadig er gode til at prioritere vores dig-og-mig-tid. Midt i hverdag, arbejde og alle de ting, der fylder.

Det er noget, jeg værdsætter mere og mere.

Endnu en dejlig aften. Stadig i verdens bedste selskab. ❤️

En aften kun for os ❤️

Denne uge er vi børnefri, og selvom huset føles lidt mere stille end normalt, giver det også plads til noget, der kan være svært at finde tid til i en travl hverdag – nemlig tid til hinanden.

Her til aften besluttede vi os for at tage på en lille spontan date. Ikke noget stort eller fancy. Bare os to.

Bilen blev pakket, og vi gjorde den klar til en hyggelig aften på Blokhus Strand. På vejen hentede vi pizza og vi havde en flaske vin med til lejligheden. Nogle gange er det de helt simple ting, der føles som den største luksus.

Da vi kom frem, kørte vi helt ned til vandet. Havet lå roligt foran os, og solen var langsomt på vej ned. Vi slog bagklappen op og havde på forhånd lagt madrasser, dyner og puder ind bagi bilen, så vi kunne gøre det ekstra hyggeligt.

Der sad vi så. Med udsigt til havet, lyden af bølgerne i baggrunden og et glas god rødvin til maden. Ingen planer, ingen forstyrrelser og ingen to-do-lister. Kun os.

Vi spiste pizza direkte fra æsken, grinede, snakkede og nød bare at være sammen. Det var en af de aftener, hvor tiden føltes lidt langsommere, og hvor man bliver mindet om, hvor vigtigt det er at prioritere hinanden midt i hverdagen.

Nogle gange behøver romantik ikke være dyre middage eller store overraskelser. Det kan være en bagklap, en pizza til deling, et glas vin og en smuk sommeraften ved havet.

Og lige dér, med tæpper omkring os og udsigt til det uendelige hav, føltes det hele faktisk ret perfekt.

❤️

Lørdag den 30/5 fyldte jeg 45 år 🎉

Dagen startede helt roligt og med et lille ekstra punkt på programmet – vi fik også lige krydset “åbent hus” på mit nye arbejde af om formiddagen. En god måde at starte dagen på, og lidt specielt at blande arbejde og fødselsdag på den måde.

Resten af dagen stod i hyggens tegn hjemme. Der blev lavet mad til den helt store guldmedalje – mørbradgryde og flødebollekage til dessert 😋

Huset var fyldt med liv og mennesker jeg holder af. Alle ungerne var hjemme, svigerbørnene kom forbi, mine forældre og min søster var der også – og Birthe kom også, hvilket gjorde mig ekstra glad. Det er virkelig længe siden vi har set hinanden, og hun har aldrig været i vores nye hjem før, så det var helt særligt at kunne dele det med hende.

Alt i alt en virkelig dejlig dag fyldt med nærvær, god mad, grin og varme øjeblikke ❤️

En spændende tur til Fjerritslev – vores jagt på vinduer og den uventede trailerudfordring

I dag drog John og jeg på en lille tur til Fjerritslev for at hente vinduer til vores nyeste haveprojekt. Planen var enkel: vi skulle finde de perfekte vinduer til vores skur i haven. Men som det ofte er med projekter i vores liv, så blev tingene lidt mere udfordrende, end vi havde forventet.

Alt var egentlig klar til turen. Vi havde planlagt at låne naboens trailer, som vi havde brugt før og vidste. Men så opstod der et lille problem: Vi kunne ikke låne traileren. Vi tænkte hurtigt og fandt ud af, at vi kunne låne ungernes fars trailer i stedet. Sødt af ham.

Det viste sig også at være en noget en noget mere bedre løsning for os. Denne trailer havde højere kanter, som gjorde, at vores vinduer skulle læsses anderledes, og vi var helt sikre på, vi ville få det hele hjem uden de store problemer.

Jeg må indrømme, at turen hjem var noget spændende. Vi kørte forsigtigt, nærmest i slowmotion, for at sikre, at vinduerne ikke ville rykke sig eller falde ud. Der var et par sving og bump på vejen, hvor jeg holdt vejret, men vi kom hele vejen hjem uden uheld. Jeg kan ikke beskrive, hvor lettet vi var, da vi rullede ind på vores indkørsel med alt intakt.

Det var en tur fyldt med små udfordringer, men på en eller anden måde gjorde det det hele lidt mere spændende. At få vinduerne hjem uden problemer var en lille sejr i sig selv. Nu er vi klar til at fortsætte arbejdet med vores nye haveprojekt, og vi glæder os til at se, hvordan det hele bliver færdigt. Og endnu bedre var det, at vi kun gav en 20er pr. vindue! Det var altså et godt køb!

Så selvom det ikke helt gik som planlagt, så endte turen med et smil på læben.

Valentinsdag derhjemme – en aften fyldt med hygge, god mad og masser af rødvin

Fredag aften var en perfekt afslutning på en lang uge. Vi besluttede os for at fejre Valentinsdag hjemme, langt væk fra stress og jag, og bare have en hyggelig aften sammen. Ingen store planer, ingen fine restauranter – bare god mad, rødvin og tid til at slappe af i hinandens selskab.

Vi startede med at lave en lækker middag. Vi satte os til bords og nød maden i ro og mag, mens vi skålede med et glas rødvin. Det var så dejligt at kunne læne sig tilbage og glemme alt omkring os i et par timer.

Efter maden besluttede vi os for at at gå en tur med hundene, ned og handle ind i 365. Vi ville lave lidt ekstra hygge med hjemmelavet tapas. Det var noget, vi begge havde lyst til, og det passede perfekt til hyggen.

Mens vi sad og nippede til vores tapas og skålede med endnu et glas vin, satte vi musik på.

Tiden fløj afsted, og før vi vidste af det, var vi nået ud på de sene nattetimer.