Endelig færdig!

Ja, hvem havde troet vi nåede i mål med dette projekt. Det gjorde vi squ – og uden de vildeste skills, værktøj eller lignende. Er fandme stolt over os to kontormus, at vi kom i mål! Og det blev så fedt som det blev. Nu skal der bare bygges miljø op omkring sheltret. Det bliver så godt! En dør skal også laves. Vi starter med noget myggenet og så må vi se henover efteråret om der ikke kommer en slags dør i, så vi kan lukke af til vinter. Men nu skal vi bare nyde vores sommerprojekt. Jeg går også af på sommerferie i dag – så det er virkelig godt timet!

Jeg fik lavet en lynhurtig vinreol i går ud af en gammel palle der lå. Der blev også til en lille hylde i den anden side. Er selv helt vild med den og de passer perfekt ind i vores hyggelige lille shelter.

Lige ved og næsten

Så fik vi taget på – mangler bare det lille udhæng på fronten! Så er vi færdige med projektet. Det har taget lidt tid – men vi har også et arbejde og et hjem at passe – og så har vi gået og hygget os med det sammen. Var godt nok smadret i går aftes – virkelig smadret. Kan godt mærke jeg især ikke er vant til at arbejde og løfte på den måde. Sidder jo bag en skærm hele dagen normalt. Så jeg er træt helt ind i knoglerne nu. Trænger til ferie. Både i krop og sind.

Mine forældre kom med en stor “slå-søm-i”-stamme og natborde til shelteret. Jeg er så meget fan 😍😍😍 Og skal SÅ meget i Jysk i dag efter nips til shelteret. Kan slet ikke vente med at indrette det.

Nu står der faktisk et shelter

I går fik vi sat alle side-brætterne på og nu står der faktisk et shelter som man kunne bruge som det er. Men nu skal vi til det sjove. Vi skal have det malet udvendigt og have skaller på. Vi når dog ikke så meget de næste par dage, desværre. Har en masse aftaler osv. Men shelteret løber selvfølgelig heller ikke nogen steder. John har ferie i næste uge – så kan være han kan lave lidt på det imens jeg er på job.

Kyllingebowl med vilde ris og salat

Og så heldig som vi plejer at være – så lavede teenageren dejlig aftensmad – igen. Det er bare luksus, når man har gang i projekter i haven.

Vi når lidt hver dag

Det er ikke så meget man når, når man også har et arbejde at passe og lange dage i denne uge. Men vi nåede da lidt. Teenageren var så sød at lave mad til os imens vi hoppede i arbejdstøjet og direkte ud i haven for at bygge da vi kom hjem. Spiste ude og gik så i krig igen.

Nu varer det ikke længe før vi skal til det sjove – nemlig at sætte pyntetræ henover. Men først skal det udvendige lige have en omgang antrasitgrå. Det bliver så FINT! Glæder mig til at indrette det og gøre det rigtig hyggeligt indeni.