En weekend med både op- og nedture

Lørdagen startede egentlig lige, som en god sommerlørdag skal.

Vi var inviteret til grill og hygge hos Tina og Jacob sammen med nogle af deres venner, inden turen senere skulle gå til markedet. Det var hyggeligt at mødes med gamle venner, få snakket, grinet og bare nyde en afslappet eftermiddag i godt selskab.

Desværre tog dagen en drejning, som ingen havde ønsket. Der blev helt sikkert drukket lidt for meget, stemningen ændrede sig, og det endte med, at vi tog hjem før tid. En aften, der startede med gode intentioner, sluttede på en måde, som efterlod en dårlig smag i munden. Det er altid trist, når en hyggelig dag ender sådan, og når følelserne får lov at fylde mere end fællesskabet.

Men sådan er livet nogle gange. Ikke alle dage bliver, som man havde håbet.

I går valgte vi så at rette blikket fremad.

Vi var ude og se på en ny landejendom. I morgen og fredag, atter en. Drømmen om noget andet og noget mere er ikke forsvundet. Tværtimod. Selvom vi står på lidt usikker grund lige nu, føler vi begge, at det er vigtigt at blive ved med at kigge fremad og holde fast i de drømme, vi deler.

Jeg har også fået job, hvilket selvfølgelig er en positiv ting. Samtidig må jeg være ærlig og sige, at jeg ikke rigtig trives der, hvor vi bor nu. Jeg ved godt, at man ikke kan flytte fra alle sine problemer, og at nogle udfordringer følger med, uanset hvor man er. Men jeg tror også, man skal turde erkende, når omgivelserne ikke længere giver én energi.

Mange af de problemer og frustrationer, vi kæmper med, hænger også sammen med følelsen af at være låst fast. At stå stille for længe kan være hårdt.

Derfor føles det vigtigt at holde fast i tanken om en ny begyndelse. Ikke som en flugt, men som et bevidst valg om at skabe nogle nye rammer for vores liv.

Det vigtigste er, at vi gør det sammen. At vi kigger i samme retning. At vi følger den samme sti. For uanset hvor vejen fører hen, er det sammen, vi skal gå den.

Vi gentog succesen

Nogle aftener er bare for gode til ikke at blive gentaget.

Så i dag gjorde vi det igen. Turen gik endnu en gang til stranden, denne gang med medbragt sushi fra den lokale sushi-pusher. Vejrudsigten lovede ellers ikke meget godt, men det viste sig heldigvis at være fuldstændig ligegyldigt.

For man behøver ikke altid blå himmel og sommervarme for at nyde livet. Man kan sagtens sidde med bagklappen åben på bilen, kigge ud over havet og nyde både udsigten, maden og hinandens selskab. Det gjorde vi.

Rødvinen fra i går var skiftet ud med et glas hvidvin. Det passede langt bedre til sushi, og det hele gik op i en højere enhed. Lyden af bølgerne, den friske luft, god mad og den særlige ro, som kun havet kan give.

Jeg elsker sådanne aftener.

Måske fordi de minder mig om, hvor lidt der egentlig skal til. Og måske især fordi vi, efter så mange år, stadig er gode til at prioritere vores dig-og-mig-tid. Midt i hverdag, arbejde og alle de ting, der fylder.

Det er noget, jeg værdsætter mere og mere.

Endnu en dejlig aften. Stadig i verdens bedste selskab. ❤️

To år senere – fra kirkeklokker og kærlighedsfest til tapas, rødvin og en lur på sofaen ❤️

I går aftes fejrede vi noget, der faktisk betyder mere for mig, end jeg lige går og siger til hverdag. Det er nemlig 2 år siden, vi blev velsignet i kirken – og holdt den allerbedste fest med vores venner og familie.

Det var sådan en dag, hvor alt bare gik op i en højere enhed. Kirken, stemningen, talerne, grinene, krammene. Og festen bagefter… den sidder stadig i kroppen. Der var varme, nærvær og den der følelse af, at “det her – det er vores mennesker”. Det er ikke sikkert, man kan planlægge sig til den slags. Men vi ramte den.

I går gjorde vi det lidt mere nede på jorden. Ingen stor fest. Ingen bordplan. Ingen hæle der gør ondt.

John lavede skøn tapas. Åbnede en god rødvin. Vi satte os godt til rette og så vores yndlings program, I hus til halsen. Det bliver ikke meget mere os.

Der var bare lige den lille detalje, at jeg havde brugt dagen på malerarbejde. Og jeg mener… sådan rigtig malerarbejde. Så da maden var spist, og rødvinen havde gjort sit, gik jeg nærmest kold på sofaen. Ikke sådan elegant og romantisk. Mere sådan… færdig. Slukket. Godnat.

Ikke just det billede man forestiller sig, når man tænker “årsdagsaften”.

Men ved du hvad? Det var faktisk helt perfekt.

For det er jo også det, det handler om. Hverdagen. At kunne sidde sammen, dele en tallerken tapas, småsnakke, kommentere på fjernsynet – og falde i søvn ved siden af hinanden uden det skal være iscenesat.

To år siden vi stod i kirken og blev velsignet. To år siden festen. Og i går fejrede vi det på den mest ærlige måde, vi kunne.

Med maling i håret. Rødvin i glasset. Tapas på bordet. Og en lur på sofaen.

Ikke så romantisk.

Men helt rigtigt. ❤️