Nogle gange opstår de allerbedste aftener helt spontant. I går var en af dem.
Børnene er på ferie hos deres far, vejret var gråt og trist, og vi havde absolut ingen planer. Men pludselig fik vi begge lyst til flæskesteg med hele svineriet.
Så vi tog en tur ud for at handle. Ikke bare indkøb, men også en lille hyggelig osetur i et par genbrugsbutikker. Fandt lidt ting og sager. Altid et hit.
Hjemme gik vi i køkkenet sammen. Rødvinen blev knappet op. Flæskestegen kom i airfryeren, kartoflerne blev skrællet, rødkålen varmet, sovsen lavet, og selvfølgelig måtte de sprøde svær og de brunede kartofler også være en del af menuen. Hele svineriet – præcis som det skal være.
Nogle aftener ender bare med at blive lidt mere mindeværdige end andre – og sådan en aften havde vi i går.
Jeg havde brugt lidt tid sammen med dyrene og nåede både at kigge til dem og lege lidt, inden manden kom hjem fra arbejde. Heldigvis gik der ikke længe. Han har nemlig fået nye arbejdstider, og det er virkelig noget, vi kan mærke herhjemme. Langt om længe! Det gør en kæmpe forskel, at han ikke længere kommer så sent hjem. Faktisk kommer han i dag tidligere hjem end mig, og det føles næsten helt mærkeligt.
Men tilbage til i går.
Det var dateaften, og manden havde planlagt en overraskelse. Jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen, men kursen blev sat mod Aalborg. Her havde han bestilt bord på Den Bette Kro, et hyggeligt lille sted med masser af charme. Stemningen var i top, og betjeningen var virkelig sød og imødekommende.
Maden var dog lidt blandet. Jeg bestilte et stjerneskud, men fiskefileterne var desværre blevet lige lovligt gennemstegte. Det var lidt synd. Til gengæld var snapsen fyldt helt op til kanten af glasset, og det trak bestemt op på oplevelsen! Og hvidvinen var dejlig kold og sød.
Nu var det så også mit andet stjerneskud i denne uge, og jeg må altså bare sige, at Golfcaféens stjerneskud i Brønderslev stadig er i en liga for sig. Der er simpelthen ikke nogen, der helt kan måle sig med det.
Da vi havde spist, troede jeg egentlig, at overraskelsen var slut. Men manden havde mere i ærmet.
Vi satte kursen mod Blokhus Strand. Vores sted.
Nede ved vandkanten åbnede han bagsmækken, og der ventede endnu en overraskelse. Dyner, rosé, jordbær og chokolade. Så sad vi der med udsigt over havet, mens vi snakkede. De der lange, dybe samtaler, som man nogle gange glemmer at tage sig tid til i hverdagen.
Tiden løb fra os. Pludselig kiggede vi på klokken, og den var blevet 22. Vi skulle jo begge på arbejde dagen efter, så det var nok ved at være tid til at vende næsen hjemad.
Der var bare lige ét problem.
Bilen ville ikke starte.
Hold nu op.
Gode råd var pludselig dyre, og jeg var nok lige på kanten af et mindre sammenbrud. Vi fik ringet til vejhjælpen, som kunne fortælle, at der var omkring 90 minutters ventetid. Det føltes ikke ligefrem som den perfekte afslutning på en ellers fantastisk aften.
Heldigvis kom vi hurtigt i tanke om Fritrækkerne. Vi ringede, og inden for fem minutter holdt de ved siden af os. Et utrolig sødt par – og deres lille hund – blev vores redning. På ingen tid fik de startet bilen.
Så kunne vi ringe til vejhjælpen og aflyse, pakke de sidste ting sammen og endelig køre hjem.
Alt i alt blev det en aften med lidt af det hele: god mad, romantik, lange samtaler, en bil der strejkede og nogle fremmede mennesker, der viste os stor hjælpsomhed.
Og måske er det netop de aftener, man husker allerbedst. ❤️
Her til aften stod den på gensyn med mit gamle team fra mit tidligere arbejde – og hvor var det bare hyggeligt.
Vi mødtes over stjerneskud fra Golfcaféen og et par glas kold rosé, og allerede fra første minut føltes det, som om vi aldrig havde været væk fra hinanden. Snakken gik, grinene kom på stribe, og de gamle historier blev fundet frem igen. Nogle af dem bliver åbenbart aldrig for gamle.
Det slog mig flere gange her i løbet af aftenen, hvor meget jeg egentlig har savnet de tøser. Der er bare noget særligt ved mennesker, man har delt så mange hverdage, oplevelser og grin med.
Sjovt nok måtte jeg faktisk takke nej til en sushi-date med et hold andre gamle kollegaer samme aften. Det var lidt ærgerligt, men man kan jo ikke være alle steder på én gang.
Aftenen var fyldt med gode snakke, masser af latter og den der rare følelse af at være sammen med mennesker, som kender én rigtig godt. Eller ja… næsten for godt. For det er da egentlig lidt sjovt at opdage, at folk tilsyneladende følger så godt med på bloggen, at de kan fortælle om vores liv, selvom vi ikke har set hinanden i et par år. Nogle læser tydeligvis med. Nærmest så meget, at de ved mere om os end vi selv gør. 😄 (Sagt med et glimt i øjet, selvfølgelig.)
Jeg gik hjem med et stort smil på læben og et endnu større savn efter at gøre det igen snart. At se dem igen.
Nogle relationer ændrer sig aldrig, selvom arbejdspladsen gør.
I går aftes var det dejligt at få besøg af den store pige og svigersønnen. De havde lånt den store bil til en tur til Varde i weekenden, så de kom lige forbi med den igen. Samtidig benyttede vi lejligheden til at spise aftensmad sammen.
Vejret viste sig fra sin gode side, så vi valgte at tænde op i grillen og nyde aftensmaden ude i solen. Det gælder om at få glæde af de tørre og solrige stunder, når de byder sig. Den sidste tid har været præget af masser af regn, så det var ekstra skønt at kunne sidde ude og mærke varmen.
Ilderne kom også ud og fik lidt frisk luft. De var ude på skift i løbegården, da vi stadig skal passe på, indtil hunnen bliver steriliseret. Derfor er planen, at vi skal have lavet løbegården todelt, så de fortsat kan komme ud og nyde udelivet uden problemer.
Alt i alt blev det en rigtig hyggelig aften med godt selskab, lækker grillmad, solskin og glade ildere.
Der er noget helt særligt over gamle relationer, der finder tilbage til hinanden. Gamle kollegaer, gamle veninder og nye mennesker, der pludselig føles som om, de altid har været der. Jeg mærker virkelig i tiden, hvor vigtigt det er med gode relationer – og hvor dejligt det er at blive tænkt på.
Snart skal jeg mødes med mit gamle arbejde. Os der stadig var der tilbage i januar. Vi skal ud og spise sammen og dele alt det, der er sket siden dengang. Jeg glæder mig virkelig meget til en aften med grin, historier og den særlige følelse af fællesskab, man kun har med mennesker, man har været meget igennem sammen med. Oveni det skal mit gamle team og jeg skal ud og spise her i juni, og det bliver så hyggeligt.
Samtidig er der også kommet nye mennesker ind i mit liv. Jeg er blevet inviteret ud på en båd til tapas og pigehygge med en ny veninde her fra Brønderslev. Hvor lyder det bare hyggeligt? Jeg ser virkelig frem til det.
Og som om det ikke var nok, så skal mødtes jeg jo også med en gammel veninde i her i sidste weekend. Vi har aftalt vi skal til Hjallerup Marked sammen – og jeg glæder mig allerede til stemningen, snakken og bare dét at være sammen igen. Nogle mennesker kan man gå lang tid uden at se, men når man mødes igen, føles det helt naturligt.
Derudover har et gammelt vennepar også rakt hånden ud igen. Det gør mig glad helt ind i hjertet. Jeg tror nogle gange, vi undervurderer betydningen af at blive inviteret ind, kontaktet eller bare tænkt på.
Lige nu føler jeg virkelig, at livet sender gode mennesker min og vores vej. Gamle relationer blomstrer op igen, nye venskaber opstår, og jeg føler mig valgt til. Det er en rar følelse. En følelse af at høre til.
Og måske er det netop dét, livet også handler om. Ikke kun det store og vilde, men alle de små øjeblikke med mennesker, der gør én glad.
I dag har Keld fødselsdag og vi har fejret ham fra morgenstunden med gaver og lidt ekstra god mad, flag og sang. Jo jo, det er skam godt at være hund på Jerslevvej. 11 år bliver han. Han er ved at være gammel, det kan vi godt se på ham, men han er stadig glad og stortrives. Så håber vi napper en sæson mere.
