Søndag i solen

Sikke meget dejligt sol man har fået i kinderne efter et par dage ude i haven i solen. Vi har godt nok nået meget her i weekenden. Næsten hele to-do-listen er blevet streget ud.


Ungerne blev hentet tidligt i går af deres far – De skulle til fødselsdag hos deres fætter så de smuttede ved middagstid. Teenageren kom dog hjem igen og spiste til aften – men de havde haft en dejlig dag til fødselsdag alle mand. Dejligt.

Jeg fik renset fyr – møgbeskidt arbejde. Manden fik skiftet vinterdæk til sommerdæk på begge biler. Vi fik jævnet huller i græsplænen, sået nyt græs og vandet haven.

Var også ovre hos naboen og hente nogle ting vi havde fået lov at få. Og så fik ungerne jo nye Walkie Talkies som de har leget med og haft utrolig sjov med. Og selvfølgelig har mindstemanden været med ude og køre ture på den nye havetraktor. Den dreng har godt nok meget benzin i blodet. hehe.

Og så fik jeg bestilt en rugemaskine i går, der gerne skulle komme her snart. Mit sidste nye projekt. Vil til at ruge lidt gæslinger ud. Det bliver altså spændende.