“Der skal to til en krig – og er der kun én, der vil slås, så ender vedkommende med at stå og slå formålsløst ud i luften og kun gøre sig selv til grin”…

Der skal to til en krig – og er der kun én, der vil slås, så ender vedkommende med at stå og slå formålsløst ud i luften og kun gøre sig selv til grin”…

Jeg håber krigen slutter her. Jeg gider ikke slås. Det er sidste gang jeg har sat mine ben hos ham. Og det kan han takke sig selv for. Han skal ikke én gang til verbalt overfalde mine børn, min mand og mig. Han er blevet bedt utallige gange om at holde sig væk og ikke kontakte os og så kan han beholde sin egen familie, der støtter op om ham og hans løgne. Flot at ens egen familie af kød og blod vender en ryggen. Hvor må de/i være stolte af jer selv? Er hovedrystende over hvordan ens far og ens familie kan opføre sig sådan og blokere en på Facebook og andre steder?!

Jeg gider ikke kæmpe mere. Jeg ønsker kun at få fred og komme videre.

Jeg har ingen forældre mere. Min mor døde jo for mange år siden og nu har jeg selv sagt farvel til min egen far. Det er jo en form for sorg. Tro det eller lad være. Det skal nok gå det hele. Det er trods alt et valg jeg selv har taget, for mig selv, min mand og ikke mindst mine 3 børn. De skal ikke udsættes for noget lignende igen. Hvis han så bare ville respektere dette og lade os være. Det er mit håb!


Denne trailer er et symbol på, at nu er det definitivt slut. Den blev pakket med alt han ønskede og har chikaneret os med her efterfølgende. Den blev stillet op foran deres hus i morges – som de ønskede. Den blev pakket med ting som lå hos os. Ting som var lånt, ting som vi “bare kunne beholde” og ting som var givet i gaver eller lignende. Han har fået det hele og mere til. Selv de få bøtter med honning som han har tigget og bedt om at få tilbage siden oktober og de hjemmestrikkede trøjer hans kæreste havde strikket i gaver til os og ungerne.

Hans eneste formål har været, siden jeg sagde fra, at skade os – åbenbart! Han har truet med at melde min mand til politiet og prøvet at skade hans omdømme på hans job pga. bagateller. Han har kontaktet os via job fordi han ikke fik svar andre steder. SMS’er, MSN ‘er, mails til os, min eks og ungerne, selvom vi har bedt ham om at lade være og skiftet nummer og e-mail adresser som man gør og bliver anbefalet i sådanne sager.

De sidste 4 måneder har jeg brugt på at granske i min barndom. Der var så meget, der ikke gav mening. Har derfor fået aktindsigt i mine børnejournaler fra skole, sygehus og læger. Men nu har jeg læst og opfrisket hukommelsen. Og står endnu mere ved mit valg. Og så skal den “skuffe” lukkes og aldrig åbnes igen!

Nu skal vi videre og ikke se tilbage. De 4 måneder er gået hurtigt og solen er begyndt at skinne igen. På flere måder. Det hele føles rigtigt!

Den familie jeg har nu består af mennesker jeg gerne vil have i mit liv og omvendt. Ikke alle er af blod – men de har vist sig at være guld værd alligevel og vand alligevel er tykkere end blod, når det kommer til alt.

En hilsen fra ham om mig. Forhåbentlig den sidste.

Så blev den dør lukket og smækket i!

Dem der kender mig ved at her på bloggen, godt her gemt bag skærmen, kan jeg virke som en der skælder meget ud og altid siger sin mening og bare vil lave drama og skabe konflikter. Indrømmet – jeg har et (til tider) hidsigt temperament (som jeg nok desværre ikke har arvet fra fremmede), men er også samtidig hurtig til at falde ned igen. Det er lidt en anden sag, når jeg står ansigt til ansigt med folk. Så er jeg det mest konfliktsky menneske i verdenen og hader at være uvenner med folk og er bare ikke god til at sige fra. Jeg har endelig lært, i en alder af 39 år, at sige fra. Sagde fx fra i sommers til en pigefest, men har det faktisk skidt stadig. Ikke mere over det de sagde, men over mig selv at jeg reagerede sådan. Selvom jeg godt ved, at jeg har ret til at være sur og ikke skal finde mig i at blive talt sådan til. Det er sådan jeg er og har altid været. Det ved folk, der er tætte på mig.

NÅ, men… Som nogle af jer, der læser med her allerede ved, så har jeg sagt farvel til en “nær” del af min familie – og med god samvittighed. Ingen skal nogensinde tale nedsættende og grimt til mine børn eller true dem med at få en røvfuld. ALDRIG! Så kommer løvemoderen og det røde hår op i mig. Og den label er jeg godt stolt over at have på mig. Jeg ER en løvemor. Jeg vil til hver en tid forsvare mine unger – uanset hvad. Mine børn betyder ALT for mig, end noget andet.  Og det er vel som det skal være? Alle mødre elsker da deres børn og vil beskytte dem!?

Jeg har egentlig ikke lyst eller modig nok til at fortælle hele historien her, for synes egentlig den er ret så pinlig. Er også bange for hvad jeg får tilbage. Frygteligt at man som 39-årig skal være bange for sin egen familie og hvad de kan finde på for at skade en og sin familie. Jeg er flov over jeg har sådan en familie. En familie der truer og tror de kan benytte sig af en form for magt i stedet for kærlighed. En familie der ikke stoler på sine egne og bagtaler en for selv at se godt ud udadtil.
De har truet mine børn, mig og min mand med at ødelægge os her efterfølgende fordi jeg sagde fra på vegne af mine børn. Hvem f… gør det mod sine egne og dem man burde have nær? Og for hvilken grund og pris? At man på en stille og rolig måde fik forklaret i en besked, at sådan ville man ikke have man taler til eller opfører sig på overfor ens børn og ens børn er blevet rigtig ked af det og utrygge. Og i stedet for at undskylde og beklage en evt. misforståelse, så går man i forsvar som et barn på 5 år, der ikke får sin vilje og står og råber og skriger. Samt giver mig skylden for at jeg bare vil lave drama som altid (og jo – det er jeg måske også god til, til tider – det indrømmer jeg blankt. Det skal jeg ikke sige mig for god for, MEN kan også godt undskylde, hvis jeg træder nogen over tæerne) og beskylder mig for at være en løvemor. (Ikke at det sidste er slemt at blive kaldt, hvis det ikke var fordi der blev sagt at det var alt for meget og man overhovedet ikke måtte sige noget om mine børn).
Her bagefter fornægter og fordrejer de sandheden, selvom vi alle så og hørte episoden, børn og voksne. Og ovenikøbet får os til at tro det er vores egen skyld og det derved giver lov til at opføre sig sådan overfor mine børn. Jeg har da aldrig kendt noget lignende. Det er pinligt!
Gudskelov har jeg det hele liggende, “sort på hvidt”, om hvad der er blevet skrevet frem og tilbage, og optaget/talt om i telefonen, som en reminder om vores (MIT) fornuftige valg om at cutte den del af familien. For good!

MEN, som man siger – når en dør lukkes, åbnes der en ny. Bogstaveligt talt. Føler lidt at der nu kommer der ro på. Og vi glæder os over en lys og god fremtid – omgivet af dem, der vil os og omvendt.

Husk nu at behandle andre, som du gerne selv vil behandles og behandle hinanden med respekt og masser af kærlighed. Det kan man ikke få nok af.