







Endnu en skøn tur til Grønhøj Strand
Nogle steder føles bare som et ekstra hjem, og for os er Grønhøj Strand et af dem. Endnu en gang pakkede vi campingvognen og satte kursen mod Vesterhavet – og endnu en gang blev vi mindet om, hvorfor vi bliver ved med at vende tilbage.
Selvom Danmark var ramt af en mindre hedebølge, var det helt fantastisk at være ved kysten. Den friske havluft gjorde varmen behagelig, og stranden var det perfekte sted at tilbringe dagene. Vi nød solen, lyden af bølgerne og den helt særlige ro, man kun finder ved Vesterhavet.
Det blev til flere badeture, selvom bølgerne bestemt ikke var de mindste. Tværtimod! De var høje og livlige, men det gjorde bare oplevelsen endnu sjovere. Der er altså noget helt særligt ved at kaste sig ud i Vesterhavets bølger og bagefter varme sig i solen på stranden.
Der blev også tid til det, ferie handler om for mig – at sætte tempoet ned. Jeg fik læst godt i min feriebog.
En anden fast tradition er selvfølgelig drageflyvning. Dragerne fra dragebutikken.dk kom endnu en gang med på stranden, hvor den gode vestenvind viste sig fra sin bedste side. Det er simpelthen altid en succes.
Selvom vi var på ferie, blev der bestemt ikke gået på kompromis med maden. En af aftenerne stod menuen på saftige herregårdsbøffer med nye kartofler, kogte ærter og en god bearnaisesovs. Det er utroligt, hvad man kan trylle frem i et campingkøkken, og maden smager bare lidt bedre efter en hel dag i den friske luft.