Nogle aftener behøver altså ikke indeholde de helt store planer for at være hyggelige. I går aftes fik vi lige ordnet lidt ude i haven, og det er faktisk noget af det, jeg virkelig godt kan lide ved den her tid på året.
Der blev puslet lidt rundt, ordnet nogle småting, slået græs og kigget på alt det, der stadig mangler at blive gjort. Haven er jo sådan et projekt, der aldrig helt bliver færdigt – men det gør heller ikke så meget. Vi tager lidt ad gangen.
Midt i det hele kom en flink nabo forbi med lidt ukrudtsmiddel til fortovet og indkørslen. Det var lige præcis sådan noget, vi stod og manglede, så det var jo helt perfekt. Det er altså guld værd med gode naboer, der lige tænker på hinanden og kommer forbi med lidt hjælp.
Og selvfølgelig skulle sådan en god gerning fejres ordentligt. Så inden vi fik set os om, sad vi med en kold øl i baren og hyggede lidt. Der er noget særligt over de der spontane små stunder, hvor man egentlig bare lige står og ordner noget praktisk – og pludselig ender aftenen med hyggesnak og en kold øl.
Hvis der er én ting, vi er gode til herhjemme, så er det at give helt almindelige ting meget mere pompøse navne, end de egentlig fortjener. Vi havde allerede nogle skilte rundt omkring i haven, og nu er samlingen blevet udvidet med fire nye. For selvfølgelig skal vores forskellige små områder i haven da have ordentlige navne.
Vi har allerede Tømmerflåden, som er vores overdækkede palleterrasse. Navnet giver måske ikke så meget mening for alle andre, men for os passer det perfekt. Og vi kører jo lidt skibstema på den side af huset. Det er blevet et af de steder, hvor vi ender med at sidde, når vi skal hygge, spise, drikke en kold eller bare være ude uden nødvendigvis at lave noget som helst. Og ja – den er selvfølgelig bygget af paller.
Så har vi Hundeskoven. Det lyder umiddelbart som et kæmpe område med høje træer, natur og fritgående hunde. Virkeligheden er lidt mere beskeden. Det er vores hundegård. Men hundene er ligeglade med navnet. For dem er det bare stedet, hvor man kan rende rundt, snuse, lege og holde øje med alt det spændende, der foregår.
Nu har jeg fået lavet fire nye skilte, så vi kan få sat navn på endnu flere af vores små områder. Vores shelter har fået navnet Skrævet.
Vores køkken-palleterrasse hedder nu Kogeøen. Her foregår en del af vores udendørs madlavning, og når man nu har en terrasse bygget af paller, kan man lige så godt give den et navn, der lyder som en rigtig destination. Velkommen til Kogeøen.
Så er der skuret. Det har altid heddet Røvhullet. Og nej, jeg ved ikke helt, hvorfor det startede. Men når noget først har fået et navn herhjemme, så hænger det ved. Så selvfølgelig skulle skuret også have et officielt skilt. Jeg forestiller mig, at gæster enten kommer til at grine eller se meget forvirrede ud. Begge dele er faktisk helt fint.
Sidst, men bestemt ikke mindst, har vores ilder-løbegård fået navnet Fritteren. Det er nok et af de navne, jeg bedst kan lide. For det er jo præcis det, det er – et sted hvor fritterne kan komme ud og ræse rundt.
Jeg synes faktisk, det gør haven lidt mere personlig. Det er ikke bare en terrasse, et shelter, et skur og en hundegård. Det er vores steder ❤️
I går aftes stod den på noget helt andet end maling, pensler og facader – og det var virkelig tiltrængt! Jeg mødtes nemlig med min tidligere gode kollega Ida på Pincho Nation i Aalborg. Og hold nu op, hvor havde vi en dejlig aften!Vi fik god mad, hyggede, snakkede og fik vendt stort og småt – sådan nogle aftener, hvor man pludselig kigger på klokken og tænker: “Hov… lukker de ikke snart?”. Jo. Det gjorde de. Vi blev faktisk siddende helt til de lukkede.
Det var virkelig en super hyggelig aften, og jeg er så glad for, at vi fik den aftale i kalenderen.
Men tilbage til virkeligheden….
For hjemme hos os er vi nemlig gået i gang med 4. etape af husmaleriet! Og denne gang er det langsiden, der står for skud. Og lad mig bare sige det sådan: Den trækker tænder ud!
Det er åbenbart ikke nok, at vi allerede har malet resten af huset. Nej nej… huset havde lige én sidste kæmpe udfordring gemt i ærmet. Så nu står den igen på pensler, maling, pauser, ømme arme og den evige følelse af:
“Hvor meget kan der egentlig være tilbage af den væg?!”
Men vi er i gang – og når vi først går i gang med et projekt, så skal det selvfølgelig også gøres færdigt. Så etape 4 er officielt skudt i gang.
Nu krydser vi bare fingre for, at langsiden ikke beslutter sig for at blive til et 14-etapers projekt.
Men én ting er sikkert: Når vi engang står og kigger på det færdige hus, kommer vi helt sikkert til at sige: “Det var da egentlig ikke så slemt…”
I går havde vi en familiedag, hvor vi tog alle vores børn med en tur i Djurs Sommerland. Pigernes kærester var ikke med, så det var den hårde kerne, der drog afsted – bare os og ungerne.
Vi kørte i to biler derned. John hentede sin søn på vejen, mens jeg kørte igennem Aalborg for at samle min ældste op. Det blev en rigtig hyggelig køretur, hvor forventningens glæde stille og roligt voksede, jo tættere vi kom på forlystelserne.
Da vi ankom, blev vi mødt af det skønneste vejr og overraskende få mennesker. Det gjorde, at vi nærmest kunne prøve det hele uden lange køer, og vi fik virkelig en masse ud af dagen. Smil, grin og sus i maven hele vejen rundt.
Vi havde selvfølgelig også Trangiaen med, så vi kunne lave mad undervejs. En pastasalat havde vi forberedt hjemmefra, og det var nemt og hurtigt at tilberede kødet og brødet på stedet. Det smager bare lidt bedre, når det bliver lavet midt i en god dag i det fri.
Det blev en lang dag, men en virkelig god en af slagsen. Trætte ben, glade børn og en masse gode minder at tage med hjem. En dag vi helt sikkert vil huske længe.
Nogle steder bliver man bare ved med at vende tilbage til.
Området minder os på mange måder om en lille udgave af Fosdalen. Det kuperede terræn, de grønne omgivelser.
Vi havde pakket Trangiaen, så aftensmaden kunne laves midt i naturen.
Efter maden snørede vi vandrestøvlerne og begav os ud på en god lang tur rundt i området. Stierne førte os gennem den smukke natur, op og ned ad bakkerne, og vi nød hvert eneste skridt. Humøret var højt, benene arbejdede, og alle var med på turen.
