Vi kunne ikke lade være… igen i fredags måtte vi altså lige ud og se landstedet. Denne gang havde vi mine forældre med, så de også kunne få en fornemmelse af stedet – og det var næsten som at se det med nye øjne, når de gik rundt og nikkede, spurgte og allerede begyndte at tale om, hvor hyggeligt det kunne blive.
Det er som om, stedet trækker i os mere og mere for hver gang vi kommer derud. Drømmen om at flytte ind føles helt tæt på – vi skal “bare lige” have solgt eller lejet huset, vi bor i nu, så vi kan tage springet.
Jeg håber virkelig, det lykkes snart. Det føles som det rigtige skridt – nu mangler vi bare, at brikkerne falder på plads.
