











Nogle uger føles længere end andre – ikke fordi dagene har været tunge, men fordi der er sket så meget nyt på én gang. Sådan har den her uge været denne uge.
Jeg er startet i nyt job, og selvom mit hoved ærligt talt har været godt brugt de sidste dage, kan jeg kun mærke én ting helt tydeligt – jeg er virkelig glad.
Det er altid lidt underligt at træde ind et nyt sted. Nye mennesker, nye rutiner, nye forventninger. Man vil gerne gøre det godt, huske navnene, forstå opgaverne og samtidig finde sin plads i det hele. Det tager energi, og jeg kan godt mærke, at jeg om aftenen har været mere træt end normalt. Den der træthed, hvor hovedet summer lidt, fordi man har taget imod så mange nye indtryk.
Men det bedste ved det hele er uden tvivl den måde, jeg er blevet taget imod på.
Fra første dag har jeg følt mig velkommen. Ikke bare med et “hej”, men med ægte varme, smil og en følelse af, at jeg allerede er en del af fællesskabet. Mine nye kolleger har mødt mig med åbenhed og hjælpsomhed, og det betyder mere, end man nogle gange får sagt højt. Det gør en verden til forskel, når man starter et nyt kapitel.
Og som om ugen ikke allerede havde budt på nok, blev lørdagen noget helt særligt.
Vækkeuret ringede tidligt – eller rettere sagt: vi stod op klokken 5. Mens resten af verden stadig sov, satte vi kurs mod Aalborg for at hente Chili og Noah. Derfra gik turen videre mod Messecenter Herning, og lidt i 9 rullede vi ind, klar til en dag på Gamebox Festival 2026.
Phoenix var fuldstændig i sit es. Det var fantastisk at se. Han mødte flere kendte gamere og YouTubere, som han kun har fulgt gennem en skærm. Bare en dejlig, men laaaang dag.
Og midt i alt det nye kan jeg mærke, at jeg er landet et rigtig godt sted.