Dagen startede på arbejde, hvor vi hyggede med lækkert smørrebrød i anledning af, at sommerferien står for døren på mit nye job. En rigtig fin måde at ønske hinanden en god sommer på.

Efter arbejde kiggede vi lige forbi naboerne, som havde inviteret på en øl og en sodavand. Det var hyggeligt lige at få ønsket god sommer, inden vi drog videre.
Herefter gik turen til stranden, hvor Chili og Noah også var med. Kort efter mødtes vi med vores gode venner Kristina og Thomas. Selvom vejret ikke var helt så fantastisk som længere inde i landet, var det stadig skønt at komme ned til vandet. Vi fik både badet og slappet af i solen.

Da sulten meldte sig, hentede vi pizza, som vi nød på stranden i Saltum. Det kan altså bare noget at spise aftensmad med udsigt til havet.
På vejen hjem tog vi et smut forbi mormor og morfar. Her fik vi smagt lidt af de lækre sager fra køkkenhaven, og vi nød et dejligt koldt glas rosévin, inden turen gik videre mod Brønderslev.
Men dagen var langt fra slut…
Da vi kom hjem, ventede en lille overraskelse. Vores kat MisMiv havde født en enkelt lille killing under baren på terrassen. En lille sund og ret tyk lille hankat lå der og kiggede op på os. Sikke en fantastisk afslutning på en dag.
