Der er sket lidt siden sidst

Det har været en af de der uger, hvor der sker så meget, at man næsten lige skal stoppe op og mærke efter. Min start på det nye job er gået over al forventning. Jeg er virkelig blevet taget godt imod – alle er så søde og imødekommende, og man mærker hurtigt, at det er et sted, hvor der er styr på tingene. Det er et stort sted, så der er mange nye indtryk at forholde sig til, og jeg kan godt mærke, at hovedet er lidt træt sidst på dagen. Men det er på den gode måde – den der følelse af at være i gang med noget nyt og spændende.

En af de ting, jeg også har fået op at køre, er cyklen. Den er blevet klargjort, og jeg har cyklet til og fra arbejde – virkelig en skøn måde at starte og slutte dagen på. Og som prikken over i’et fik jeg også fat i en damecykel til Lotus, så vi nu kan følges om morgenen. Det gør det hele lidt ekstra hyggeligt.

Weekenden har stået i familiens tegn. Fredag holdt vi stor fødselsdag her på Jerslevvej for Lotus, som fyldte 16 år. Det blev en rigtig hyggelig aften med familien samlet – lige sådan som det skal være.

Lørdag gik turen til Aalborg, hvor Chili og Noah havde inviteret til påskefrokost for hele familien – både fra min side, hendes fars side og svigerfamilien. De havde virkelig gjort noget ud af det og disket op med en masse lækker mad. Det var en fantastisk dag, og jeg må indrømme, at jeg er ret stolt af dem. Tænk sig, hvad de kan – så unge mennesker.

I dag står den på fodboldkamp i Dronninglund med mindstemanden. En god afslutning på en uge fyldt med nye begyndelser, gode oplevelser og masser af hygge.

Leave a Reply

Skriv et svar