Det hele startede med en ret impulsiv beslutning: Phoenix og jeg kiggede på hinanden – og så på cyklerne. De kiggede lidt sløvt tilbage. Det var tydeligt, de havde haft en lang pause. Men hvad gør man, når solen skinner, og mormor og morfar har inviteret til aftensmad? Man gør det, enhver fornuftig person med lidt for meget optimisme og lidt for lidt fornemmelse for bakker ville gøre: Man klargør cyklerne og sætter kursen nordpå. 17 km. var turen!
Phoenix var klar. Som i virkelig klar. Som en lille Tour de France-rytter, minus de franske bjergkæder og det tv-transmitterede pres. Jeg selv? Let svedig bare ved tanken, men jeg holdt masken. Det var trods alt min idé.
Vi lagde ud med et solidt tempo. Stemningen var høj, og vi havde lavet en uofficiel regel: Ingen pyller, intet ynk. (Vi overvejede et tredje punkt – “ingen bakker” – men det blev desværre nedstemt af virkeligheden.)
Der blev naturligvis indlagt strategiske pitstop. Især ispausen i Serritslev var et hit!
Tempoet holdt sig imponerende godt. Ingen gråd. Ingen “jeg kan ikke meeeere.” Bare fokus og trampen i pedalerne. Vi nåede faktisk et punkt, hvor Phoenix råbte: “Mor, jeg tror vi cykler hurtigere end bilen!” (Det gjorde vi ikke. Selvfølgelig. Men det var sjovt sagt.)
Og så rullede vi ind i mormor og morfars indkørsel. Solen bag os. Benene og numserne godt ømme.
De andre kom rullede ind på gårdspladsen i bil og vi spiste med til aften i Rakkeby.
Og som Phoenix sagde med et glimt i øjet: “Vi cykler hjem også… bare ikke i dag.” 😅😂