Hverdagens Eventyr:

Personlig Blog om Alt og Intet – Tanker, Oplevelser og Livets Små Øjeblikke

Så ramte vi terminsdagen…

Traditionen tro, så ramte jeg igen, igen terminsdagen smiley Er nu i uge 41 (40+0). Baby er “færdigbagt”. Nu kommer de sidste laaaaaaange 10-12 dage, inden han kigger ud, der føles som hele graviditeten tilsammen. ha ha. Ej, jeg har virkelig prøvet at nyde denne graviditet – og jeg synes den er fløjet af sted. Det synes jeg virkelig. Til trods for graviditetsgener, så er det forløbet ganske ok og ved I hvad? Jeg gjorde det gerne igen. Men nu må det være nok. 3 børn er mere end rigeligt – hvis I spørger min mand. ha ha.

Jeg kan godt mærke utålmodigheden er ved at ramme mig. Prøver at bilde mig selv ind at jeg skal NYDE de sidste 14 dage – og se det som ekstra ferie og han ikke kigger ud her de første par dage. Men hvert lille tegn bliver alligevel analyseret – var det en ve? Var det vandet, der gik? Hvad var det? Gjorde den ve ondt? Der bliver målt og talt og skrevet ned hele tiden. Det er faktisk til at blive lidt kuk-kuk af. Men, på den anden side så er det bare så spændende og jeg ved jo han nok skal komme her inden for de næste 14 dage.

GLÆDER mig til at se det lille væsen vi har skabt og hvem han mon ligner og hvordan han er. Glæder mig til at lære ham at kende. Folk omkring os er også ved at være godt utålmodige og glæder sig mindst lige så meget som os. Det er lidt sødt og sjovt.

Vægten siger i dag +21 kilo i kampvægt. Det er ikke baby det hele. Han kan måske tage æren af de 4kg+ og så er der lidt vand og moderkage m.m. Resten må skyldes de tosse-gode fastelavnsboller jeg har levet af den sidste tid. haha. Pyt, siger jeg. Jeg skal nok få smidt de kilo igen. Jeg kender formlen til vægttabet – og jeg glæder mig til at komme ud og løbe igen og være aktiv.

Maven og mig…

Sådan føles det lige pt. Jeg føler mig som EN stor mave. Ork gu, en basse vi venter os!! 21 kg har jeg taget på. Spørg lige om det er deprimerende?!? Ja, det er det – heldigvis er meget af det væske kan jeg mærke, men stadigvæk. Jeg GLÆDER mig til at komme ud og bevæge mig igen. Har så ondt over hele kroppen. 4 dage til termin! Men hvem tæller!?! Og jeg ved jo, at jeg går over – selvom noget siger mig, at den 7. kigger han ud. Ved ikke hvorfor – det siger min mavefornemmelse mig… Bliver spændende at se, om det holder stik.

Lå med noget, der lignede omgangssyge fra søndag til mandag – hvor jeg kastede op hele natten og op af formiddagen. Rigtig trælst for jeg havde ellers i planerne at besøge mine kolleager – men det blev der ikke noget af. Jeg har ikke lavet så meget de her dage. Har været helt splittet af og bare prøvet at slappe af så godt som jeg nu kunne. Det er ikke så nemt med den kampvægt og et skrog, der er ved at sige fra. Humøret er også påvirket af det hele er en lille smule træls. Meget normalt siger Jordemoderen. Det er meget normalt her hen på sidstningen. Ja, tak… puha…

40. uge gravid

Så ramte jeg 40. uge i graviditeten. Jeg er 39+0 i dag. Terminen nærmer sig, som er på mandag. MEN, jeg ved nu ikke rigtig om der er optræk til noget. Lå og kastede op i nat og har mega kvalme i dag. Det er som om symptomerne fra begyndelsen af graviditeten er kommet retur – eller også er der optakt til noget?! Det kan også være ganske almindelig omgangssyge. Der er noget ski-værk i omløb i byen og flere ligger med diare og opkast – sååå…. Jeg må væbne mig med tålmodighed og se tiden an. Er ved at være lidt træt og synes det er ved at være tungt og hårdt. Kan ikke ret meget mere, uden jeg er helt splittet ad – så det hele foregår i langsomt tempo og med en masse pauser. Bliver godt at få sin krop igen og komme ud og trave med barnevognen!

Vinterferien med pigerne

Jeg havde pigerne hjemme i vinterferien. Sikke vi fik hygget. Mandag lavede vi absolut ingen ting. Vi rendte rundt i nattøj hele dagen og bare nussede rundt. Tirsdag tog vi op til AG og FPog så tog vi sammen med dem i Metropol i Hjørring. Chili skulle op og købe ny skoletaske og penalhus. Hun ville så gerne have en pink Eastpak – og det fik hun. De var endda på tilbud! Så det var ikke så ringe endda.

Onsdag var vi i Hoppeland i Hjallerup Hallen. HopHans var der og havde stillet en masse hoppeborge op, traditionen tro hver vinterferie! 60 kr. pr. barn og så var der ellers fri leg hele dagen. Det var godt givet ud. Jeg havde min mobil og en god bog med – så jeg led ingen nød.

Torsdag tog vi i Skansebadet. Vi fik brugt nogle timer i det varme vand og ungerne ELSKEDE det!

Fredag skulle Chili til fødselsdag hos sin klasseveninde, Liva, i Frederikshavn, FunHouse. Vi slog derfor to fluer med et smæk og jeg tog pigerne med op til Farmor og Farfar fredag formiddag til formiddagskaffe. Min svoger og niece-Mie var der også. Det var rigtig hyggeligt. Da Chili så skulle mødes med veninderne i FunHouse, kørte vi lidt i 12 og Lotus blev hos farmor og farfar. Jeg læssede Chili af til fødselsdag og kørte derefter ud til mine kolleager i Sæby og brugte faktisk resten af dagen deroppe.

Jeg var også mega heldig fredag. Jeg havde deltaget i en konkurrence i Superbrugsen i Sæby om en middag for 2 to go. Den vandt jeg så, og kunne tage med hjem til John til alene-hyggen fredag aften. Perfekt timet! Jeg mødtes med John hos naboerne til “en kold øl” og lidt “bytten-sladder”. Bedre start på weekenden, fås næsten ikke

Lørdag stod den på hentning af pigerne i Frederikhavn og så skulle vi ellers hjem og slagte høns og “Hans”. Vi er kørt trætte i de høns og de lægger ingen æg, så det er virkelig penge ud af vinduet at gå at fodre på dem. John og jeg gik i krig. Jeg fangede dem og John tog sig af den lidt triste opgave, at hakke hovederne af dem. Der var 7 gode høns og en Hans vi kunne bruge til fryseren. Resten måtte vi give til ræven. Det var gamle høns som vi ikke kunne stå inde for. Birthe og Svend Aage lagde slagtehus og gru-kedel til og hjalp med at plukke hønsene. Det gik tjept. Det har Birthe bare styr på! Nu håber vi at Birthe og Svend Aage inviterer til Tarteletter eller suppe inden for nærmere fremtid. hi hi

Søndag var der Fastelavnsfest i Klokkerholm Præstegård. Først en hurtig gudstjeneste og så var der tøndeslagning og kåring af Kattekonger – og dronninger, samt fundet bedste udklædning. Der blev guffet fastelavnsboller til den helt store guldmedalje. Virkelig et godt arrangement og så var det ganske gratis. Der var en del af Chilis veninder med dernede og pigerne havde en fest! Lotus blev for resten Kattekonge dernede og blev kronet af Præsten Ole. Hun var ikke til at skyde igennem!