Hverdagens Eventyr:

Personlig Blog om Alt og Intet – Tanker, Oplevelser og Livets Små Øjeblikke

42. uge (41+0)

Ja, så ramte jeg også 42. uge (41+0). Puha – det er altså ikke for sjov. Var ved jordemoderen i dag. Der er desværre intet tegn på han vil ud lige nu. Det var lidt af en mavepuster – især når jeg kun har fået sammenlagt 4 timers søvn på to døgn pga. regelmæssige veer på 5 min imellem i næsten to dage i træk over flere perioder. De har så desværre ikke givet en dyt. Så næste gang der kommer en ve, så ignorerer jeg den og slår den ned med Panodil og “laver en Maude”(Går i seng)! Fik tjekket blodtryk og urin også – alt var tip-top. Baby har det også fint derinde. Denne jordemoder skød ham til 3700 gram. Det er vidst det rene gætværk! ha ha.
Nå men, nu er planen at onsdag får jeg første hindeløsning af min jordemoder, så endnu en om torsdagen, hvis der ikke er sket noget. Fredag prikker de vandet og lørdag får jeg piller jeg skal tage for at sætte veer i gang, HVIS der ikke sker mere. Så, han er ude inden næste uge – det er underligt at tænke på. Stædige lille baby. Han har det for godt i maven. he he.

Havde ellers en dejlig weekend. John byggede på livet løs herhjemme og jeg fik gjort hovedrent – igen! Pigerne og jeg fandt cyklerne frem og cyklede op og handle hos Købmanden. En 6 km lang cykeltur. Det var dejligt at komme ud, selvom det var lidt besværligt at få plads til maven, når jeg cyklede. Der skulle ikke meget overtalelse til for at få lov at få en is i solen hos Købmanden.


I går søndag tog pigerne og jeg ud for at handle ind og tog en tur på legepladsen i Hjallerup for lige at komme ud i det dejlige forårsvejr.

Syge børn, er man ikke herre over…

Ih, jeg skulle have været oppe hos min veninde i dag og besøge hende og hendes lille Frida. Desværre var Fridas storesøster blevet syg med opkast og feber – så vi måtte igen, igen udskyde vores kaffeaftale. Det bliver sikkert med en baby på armen næste gang. Hi hi. Ikke nemt med de unger. Sidst var det vores Lotus, der var syg. I stedet tog jeg en tur til Brønderslev og fik købt lidt ting til mig selv og bagefter tog jeg op til AG og FP. De gav rundstykker og jeg lånte betonhammeren med hjem til weekendens projekter. Vi er i fuld gang med at bygge til og rive ned. Det bliver så godt.
I dag skinner solen og der er 10 grader udenfor. Virkelig lækkert. Har været meget ude i dag og nydt solens stråler. Det gør en så glad, når solen skinner.

40+3 – 3 dage over termin…

Ja, jeg er her stadigvæk – med en baby i maven. Baby har det vidst for godt i mors mave.
Jeg var til jordemoder i går. Phoenix blev skønnet noget mindre denne gang – som om han er gået lidt i stå i hans vækst – men ikke noget at være bekymret over. Han bliver bare en rigtig “lille”bror, som jordemoderen sagde. 3500 gram skønnede de ham til. Jeg var så privilegeret at begge mine jordemodere?!? (jordmødre?) var med til tjekket i går. Der er ikke så travlt i området med fødsler lige nu og de “venter kun på mig” – som de sagde. ha ha. Jeg har fået dato for igangsættelse til næste onsdag. Så er der lagt en plan for hvordan vi får ham Phoenix-drengen ud inden lørdag i næste uge. Så der er en ende på det hele nu.

Man ved når man er højgravid, når:

– det tager 5 min at stige ud af bilen!

– det tager mindst samme tid, at stige op fra sengen!

– bare det at klippe negle på tæerne kræver en større planlægning…

– man tager sig selv i at ligge søvnløs om natten så længe, at sulten melder sig, og at man efterfølgende finder sig selv i sofaen med en skål havregryn med mælk i det stille mørke, mens resten af familien sover trygt.

– man ligger søvnløs om natten, og alt er tjekket på mobilen i form af mails, nyheder, facebook og instagram, men hvor man stadig ikke kan sove og derefter begynder forfra i nyhedsstrømmen med ønsket om bare lidt nyt.

– man midt i det største grineflip bliver nødt til at forlade lokalet, fordi man overmandes af plukkeveer, tissetræng, halsbrand og kramper.