Lidt til grin

Er godt nok rystet over Brønderslev Kommune – Byg & Miljø og deres regler og afgifter for opførelse af et lille shelter. En timeløn på over 800 kr ex moms og det kan komme til at tage 2-3 timer før de måske godkender vores ansøgning. Selve sheltret koster 6.000 inkl. levering. Vi har gjort hvad vi kunne for at det glider hurtigere igennem. Men WOW hvor skal man udfylde meget! Krydser fingre for vi har husket det hele.

Har søgt om byggetilladelse før ude på gården og det var slet ikke så omfattende som at opføre et lille shelter på under 7 kvm. Men nu er der søgt om det og vi vil gerne gøre det rigtigt. Håber så bare ikke udgifterne til ansøgningen løber i mere end hvad selve shelteret koster – så er det godt nok til grin.

De sidste papirer er underskrevet!

ENDELIG! Den besked jeg ventede på. Jeg underskrev de sidste papirer, i forhold til Nørvang og min gæld jeg havde sammen med min eks, for 5 minutter siden. FANTASTISK! Nu kan jeg komme videre med mit nye liv. DET SKAL DA FEJRES, ik?! Det har virkelig været en stressfaktor der ville noget, at have sådan noget hængende over hovedet. Det har givet mange grå hår og spekulationer. Økonomi kan virkelig være en dræber og give anledning til mange bekymringer og irritationer. Hold nu op hvor er det lettede.

Det hele er ikke altid lutter lagkage

Har slet ikke fået opdateret bloggen. Ikke fordi jeg har haft travlt, men tankerne har været alle mulige andre steder henne her henover weekenden. Det hele er ikke altid lutter lagkage – heller ikke på Jerslevvej.

Jeg kan også mærke det bliver godt at få afsluttet og lukket kapitel helt fra Nørvang. De sidste bankpapirer skulle gerne blive underskrevet i dag eller i morgen – så er det kapitel lukket og jeg kan komme videre med mit liv – og det økonomiske. Det bliver godt. Og så må vi se hvad vi så skal – Ja, jeg glæder mig og ser frem til nye tider.


Fredag havde de mellemste piger besøg af en håndfuld venner hver især. De kom til spisning og var der til hygge og blev hentet ved en 23-tiden. Man kunne godt mærke at det år de har til forskel, virkelig gør meget i den alder. 11 og 12 år – der er virkelig forskel i hvad de snakker om og interesserer sig for – og hvad der er OK og ikke OK. Og det var heller ikke helt uden gnidninger at aftenen forløb. Der er ihvertfald nogle ting der skal finjusterers til næste gang, hvis de skal holde sådan noget igen – det er helt sikkert. Og især nogle regler der skal overholdes. Men trods alt så det ud til de hyggede sig og fik noget sjovt ud af aftenen, da der var kommet lidt ro på.
Aldrig har jeg lavet så meget kylling og så mange Nachos på én gang! Men det var et hit som altid. Og det er jo også nem aftensmad til så mange. De manglede bestemt ikke noget – heller ikke efter aftensmaden.


Lørdag var vi med min bonusdatter til fodboldkamp. Min første fodboldkamp og det var stort – og endnu større at se og heppe på bonusdatteren. Desværre tabte de kampen – men jeg synes de var vildt seje alligevel. Det var en god dag i solen i Hjørring.

Jeg fik også langt om længe mit velkomstkit fra Bøgsted biler. Et nøglecover og en sæbedims – og oveni nogle nye måtter. Så jeg er godt tilfreds og godt kørende nu – som man siger.

Vi er gået ind i vores stilleuge – hvor vi kun er os 3 – Teenageren, John og jeg – Nåeh ja, vi har jo også Keld. Det får vi det bedste ud af og nyder virkelig at teenageren gider at lave mad til os. Det er bare luksus! Vi får gået nogle gode lange ture med Keld og endnu bedre er det vi nu kan gå i solskinsvejr og nå ud i skoven inden det bliver mørkt. Elsker bare denne tid.

Søndag var vi inviteret op til kaffe i Rakkeby. Desværre kunne begge bonusbørn ikke komme med da de skulle noget andet med den anden familie. Det var en skam – men de må komme med næste gang. Det var en hyggelig eftermiddag med masser af lækker kage. Mindstemanden fik prøvet alle morfars traktorer og Tussen var på kattejagt. De har en masse vildkatte-killinger deroppe og jeg kom til at sige at hvis hun kunne fange en, så måtte hun tage den med hjem – og så gik den vilde jagt. Dog uden held.