Back on track…

Så sidder jeg på min pind igen. Faktisk rart og vi har også bare haft en skøn aften her på vagten. Tv og te – og en masse gode grin samt et godt overlap med en kollega – så bliver det næsten ikke bedre.

Vægttabet går forrygende her hos os. John er oppe på over 8 kg som han har smidt og jeg har rundet de 6 kilo siden 7. januar! Det er gået over al forventning. Så skønt!
Jeg afleverede ungerne hos AG og FP i dag. De skulle op på en mini-vinterferie. De kunne næsten ikke vente og tasken blev pakket onsdag i en fart, så den var klar til om torsdagen, hvor de skulle af sted. Kl. 6.30 stod de ved min seng og ville af sted. Fik dem dog lokket til at snue lidt længere, da jeg jo også skulle på nattevagt om aftenen og gerne skulle have skrabet lidt søvn sammen. Det gik fint med afleveringen. Vi havde lillebror-Finn med, som synes det var sjovt at lege med AG og FPs Oda-hund.

I morgen, når jeg står op, skal jeg ud og køre med stor trailer og stor bil – Vi har solgt vores hestevogn og har aftalt vi fragter den ud til køber. John har jo ikke trailerkort, så det må være mor her, der skal ud og køre med stort køretøj. Glæder mig!! Køber bor i nærheden af min far, så vi kan lige hente ungerne med hjem i samme omgang.
I morgen aften står den på kæreste-hygge-aften. Vi har planer om at købe ind til lidt dip og sunde snacks og så leje en film, som vi kan se oppe på vores nye fladskærm i soveværelset og vores nye elevations-senge. ORV, det bliver godt!

Siden sidst…

Inden sygdommen tog sit tag her på Nørvang var vi i sommerhus med Birthe og Svend Aage. Birthe lavede flæskesteg med hele svineriet og vi var ude og gå vores traditionelle tur på stranden – 3 km rundt i sommerhusområdet. Altid en fryd! Dog var der en smule koldt og blæsende.

Ellers har dagplejemoderen været syg og John har haft Lotus hjemme hele uge 7. Det er gået helt fint og de har fået lavet en masse de to. Begge tøsernes værelser står nu færdige. Dog mangler vi lige at få hængt rullegardiner op på Lotus´værelse – så er det helt færdigt. Ungerne elsker deres værelser.

Så er vi blevet inviteret til Bryllup. Birgitte og Peter skal giftes! Vi glæder os rigtig meget til at fejre dagen sammen med dem!

En tur i Hoppeland med ungerne og Mette…

Mette og jeg mødtes udenfor dem og kørte i samlet flok ind til Hjallerup i hallen, hvor der var Hoppeland for ungerne. 60 kr kostede det pr. barn og vi voksne var gratis. Det var virkelig et hit for ungerne. Vi var der inde fra 10-14 – Så behøver jeg at sige, vi havde trætte børn med hjem?!? Mødte Susan og hendes lille familie derinde – så hyggeligt. Og ellers var der en del kendte ansigter vi lige fik hilst på. Alt i alt en rigtig dejlig dag sammen med vores lille bonusfamilie (naboer). Morten er nu med Chili hjemme. Han skulle lige se Chilis nye værelse. Lotus nægter at sove middagslur, når hendes store idol er herhjemme. Hun render efter Morten som en lille hund. Hi hi. Sødt. Tror Chili får konkurrence til stregen af sin søster senere med de kærester der…Dagen sluttede af med pommesfrites og slush-ice i cafeteriaet – SÅ hyggeligt! Takker Mette og hendes dejlige unger for en skøn, skøn dag – og tak for kaffe!