År: 2019

Har endelig fået sagt nej til en masse udenomsaktiviteter og frivilligt arbejde. Har brug for at komme ovenpå igen, så har bedt om en pause fra det frivillige arbejde. Det føles faktisk godt. Nu kører jeg på det minimale af hvad jeg har overskud til. Det vigtigste i mit liv lige nu er børnene, mit job og mig selv. Vi skal have en hverdag til at fungere igen. Det tager tid og kræfter. Men vi kæmper – ja, gu´gør vi så.

Phoenix har været hjemme i dag pga hans dagplejemor skulle have fri. Han var i gode hænder derhjemme, mens jeg passede mit arbejde. Mads og René var her og klarede opgaven til UG. De fik også lavet lidt praktisk i huset og min hestetrailer blev fixet, så den er klar til at hente træpiller og wraphø i eftermiddag. Det sætter jeg virkelig stor pris på.
Jeg fik også lov til at tage den nye røde bil på job i dag. Der er altså ikke noget bedre, end duften af ny bil. Jeg siger det bare
Her til aften fik vi hygget med lidt spillen Splat og Kaste Gris. Dejligt, at få rørt grinemusklerne. Men sikke da et værre svineri. Der var flødeskum over alt.

Glæder mig til weekenden sammen med ynglet hjemme på gården med besøg af familien. Det ser jeg virkelig meget frem til.

Noget jeg virkelig nyder her efter jeg er blevet alene med ungerne, er – at mine arbejdstider er blevet lavet om, så jeg kan nå hjem og hente Phoenix og oveni købet nå at komme med Lotus til ridning. Så i går, da Phoenix og jeg kom hjem, så fik vi læst lektier med pigerne og så pakkede vi bilen og tog til ridning. René ville gerne med og se Lotus ride på Sofie. Det var bare så hyggeligt og tiden gik hurtigt på rideskolen. Phoenix havde en lille snack-madpakke med, så han led ingen nød på rideskolen. Kan dog godt mærke jeg ikke er så velkommen derude i klikerne. Men pyt, er der heller ikke for kaffe-sladderens skyld. Små mennesker, små fornøjelser, er det ikke det man siger? Men nyder at jeg nu har muligheden for at komme med til ridning hver 14. dag med Lotus. Så må jeg tage min egen kaffe med og kop for den sags skyld Her til morgen hyggede vi med dejlig morgenmad. Elsker at have god tid om morgenen, så der er tid til rigtig hygge og en stille og rolig start på dagen.

Så gik den 1. uge uden børn. Og den gik egentligt okay. Savnet til ungerne har været stort. Heldigvis har jeg været heldig at både Bitten og René har været her og holdt mig med selskab. Så det har været udholdeligt at undvære ungerne. Det var virkelig dejligt, at Bitten kom forbi. Så fik vi rigtig snakket og hygget. Hun har også været savnet.

Chili og Lotus er også gode til at bruge snapchat og sende en masse billeder af hvad de laver osv. Det er noget jeg sætter stor pris på.
Min weekend startede dejligt. Blev kørt på arbejde og hentet igen. Og da jeg kom hjem fredag, var der endnu en smuk buket lyserøde blomster. Amen altså… De er så smukke. Og så tænker du nok: “Hvem er ham René så, du skriver så meget om?”… Ja… hvem er ham der René, eller “Rarne”, som Lotus kalder ham?
Jamen, René … Ja, hvad skal jeg sige? Jeg mødte ham til en 80/90er fest sammen med Dorthea og hendes venner i Møllehuset. Han er fra Sjælland, oprindeligt – Og jeg havde nok aldrig troet at jeg ville finde sammen med en “Tjøvenhawner”. Han har dog boet heroppe af i nogle år efterhånden. Det hjælper lidt på det Han er i hvert fald en meget tolle Tjøvenhawner. Så har han tre skønne børn, som er voksne og to af dem har egne børn – skønne unger, alle sammen. Han arbejder inden for Kriminalforsorgen og ellers så deler vi rigtig mange interesser, holdninger og meninger. “Uhyggeligt”, at finde et menneske man klinger så godt med fra dag 1. Han er så lige et par år ældre end mig – 11 faktisk, hvis man skal være helt præcis eller går en masse op i det. Jeg gør ikke. Og han heller ikke.
Jeg er også blevet taget rigtig godt imod hos Renés familie og ikke mindst venner og min familie har også åbnet armene overfor ham. Selv ungerne er glade for ham og det er alligevel det vigtigste, at der ikke bliver presset noget ned over hovedet på dem. Det var jo ikke meningen, at de skulle have vidst noget endnu. Men, vi (min eksmand og jeg) var nok ikke helt enige om, hvor meget, der skulle ud og til hvem lige i starten. Klokkerholm er jo ikke så stor, så sladderen løber hurtigt. Men har ikke fortrudt. Ikke spor. Og nu er katten ude af sækken og det er alligevel lidt rart. Ikke alt det hemmelighedskræmmeri. Det er ikke til at leve med eller i.

Lørdag morgen var bare en af de smukkeste morgener, længe. Vi stod tidligt op og sad bare og nød udsigten over en kop morgenkaffe. Sådanne morgener burde alle have, hver dag. René gik amok med kameraet og fik taget nogle ret så gode pletskud.
Hestene blev brugt som modeller og også to bambier på toppen af bakken over mod Møller af.

Ellers fik vi hentet ny seng til soveværelset. Jeg havde kun en madras og Chilis værelse var blevet amputeret. Så min seng blev rykket ind til Chili og så fik jeg ny dobbeltseng. Luksus. Tingene fik vi hurtigt klaret og så satte vi os ellers og nød en stille stund over et glas rødvin inden vi tog ind og spiste på Alanya i Hjallerup. Vi skulle alligevel ind med en del til genbrugen. Dejlig dag og aften.

Søndag stod den på at bytte dæk på Renés biler. René købte ny bil i ugen, som skulle have vinterdæk på og den gamle skulle have nogle andre på og et 3. sæt skulle opmagasineres. Og så kunne min far ligeså godt hjælpe med dette. Så i to biler kørte vi op til Rakkeby. Så fik vi frokost deroppe og så gik turen hjemover igen. Jeg fik handlet ind til ugen (madplan) og herren der hjemme fik sovet/slappet lidt af inden han skulle på job (Nattevagt). Jeg spiste hos John og ungerne og fik ungerne med hjem til min uge. Simpelthen den bedste følelse, at få ungerne hjem!
Aftenen gik med at pakke ud og gøre klar til en ny uge og bare nyde at have mine dejlige børn hjemme igen.

Ellers har jeg sagt nej til en masse udenoms aktiviteter. Selvom i måske synes jeg ser ud til at have det godt med ny kærlighed og det hele – så er det altså hårdt og jeg har haft en hård periode. Jeg kan mærke jeg bliver nød til at lukke lidt ned, for jeg kan ikke være der for alle mulige andre, når jeg knapt kan være der for mig selv og mine unger (Som er det vigtigste i mit liv). Så skolebestyrelsesarbejde er sat på pause og blev heldigvis taget pænt og de havde god forståelse for mit valg.

I denne uge, er jeg børnefri. Ungerne er hos deres far. Og det lader til at gå rigtig godt. Jeg var lige oppe og spise hos dem i går aftes og hjælpe deres far med hans computer og noget internet halløj og så fik jeg set hvor fint de havde fået det indrettet.

Må indrømme virkeligheden har ramt mig som en bus med 180 km/t. Det er sindssygt hårdt, at stå alene med ens tanker, skyldfølelse og afmagt. Alt ser jo ud på overfalden til at det går “Ih og Åh” så godt og alt kører som det skal. Virkeligheden er som altid noget andet, end det man udstiller på f.eks. ens offentlige blog. Men jeg kan også godt se, at folk måske tror at jeg f.eks. har det fint og derfor ikke spørger mere ind til det. Men synes ærligtalt det er utroligt, at ud af de mennesker, jeg kender – er der to, der har spurgt: “Gitte, er du OK?” og “Er der noget vi kan gøre for dig?”… TO?
Undskyld, hvis jeg lyder som en tude Marie og trænger til en kiks eller to. For gu´pokker er det hårdt, at stå alene. Med en gård, 3 børn, dyr og et pillefyr, der skal fyldes og renses + et fuldtidsarbejde ved siden af. Bekymringer og tanker og “den evige selv-bankende oven i hovedet på mig selv” konstant. “Ja, du har selv valgt det” – kan jeg næsten høre dig sige – Men dertil vil jeg så sige – Har jeg så det? Nej, det har jeg faktisk ikke. I kender ikke hele min historie og det kommer i nok heller aldrig til. I hvert fald ikke her på bloggen. I princippet kunne jeg sidde i et hus, uden møbler, uden nogen ting – for dem kunne min eksmand have taget med sig? Det er der ingen, der tænker på. Jeg skal nu nok klare mig. Det skal jeg nok. Og jeg VIL kæmpe med næb og klør og passe på mig selv og ungerne.

Jeg savner ungerne, så det gør ondt helt ind i knoglerne og hjertet. Det er en følelse ingen andre kan sætte sig ind i, før de har prøvet det. Hold nu kæft det er hårdt. Og jeg kan ikke skrive det uden, at tårerne løber ned af kinderne på mig lige nu.

Det der slår hårdest i alt det her, er…. at mit drømmebillede om en stor lykkelig familie er brast. En familie er gået i opløsning. Trygheden er væk. Tæppet er rykket væk under mig. Alt den fjendtlighed, skænderier og være ked af det. Prøver at finde fodfæste igen. OG det er svært.

En anden ting, som er hårdt, er ens venner. Ikke fordi de skal tage parti eller vælge side – men det gør ondt, at blive valgt fra. Faktisk mere end selve skilsmissen. Og vores fællesvenner vil ikke blive vores fælles mere. Det kan de ikke. Som jeg snakkede med John og senere med en god veninde om i går, så kan jeg jo ikke sidde og krænge min sjæl ud og frustrationer ud om f.eks. min eksmand til hende og dagen efter så sidder hun oppe hos ham og drikker kaffe og snakker. Men ja, det er ikke hende, der skal vælge. Det bliver så mig, der må tage et valg og vælge fra. For det kommer aldrig til at ske. Det kommer der ikke noget godt ud af. Så bliver det kun sådan noget overflade venskab – uden dybere mening eller fortrolighed.

Jeg vil slutte dette indlæg af med at: Den lykkelige skilsmisse, den findes ikke. Heller ikke hos Familien Berg. Jeg ville ikke byde selv min værste fjende, at gå igennem hvad jeg/vi har været igennem det sidste 1 1/2 år – og især det sidste halve år.

Så fik jeg endelig min Phoenix tatovering. Og jeg elsker den.
Tak til mine skønne unger og René for heppekor og støtte. Vi havde en dejlig dag, med middag på Mc Donalds og så en tur op til moster og hygge med årets første omgang fastelavnsboller.