En dag på Grønhøj Strand med en lille vind i sejlene

Vi har haft fornøjelsen af at indgå et samarbejde med Dragebutikken, hvor vi har fået tilsendt nogle virkelig fine drager vi skulle prøve. Allerede da pakken landede, var der stor begejstring hjemme hos os – for det her er noget, der taler direkte ind i både nostalgi og ren sommerglæde.

Barndomsminder og nye oplevelser

Som barn byggede vi jo selv drager og kan stadig huske følelsen af at stå med snoren i hånden, mens vinden langsomt fik dragerne til at lette.

Det var derfor helt oplagt, at vores børn også skulle have lov til at prøve kræfter med det. De samme oplevelser – bare i en lettere og mere moderne version.

Turen gik til Grønhøj Strand

Valget faldt naturligt på Grønhøj Strand – vores strand, når vi har campingvognen med. En dag med masser af sol og varme, og desværre ikke alt for meget vind i sejlene – så ikke det perfekte forhold til drageflyvning.

Let at komme i luften – også for begyndere

Vi testede nogle af Dragebutikkens Wikz Delta Core og Wikz MyDesign drager. Den lille var virkelig nem at få i luften, selv for børn, der prøver det for første gang. Og så var det ekstra sjovt at man kunne male sin drage inden med det tilhørende maling og pensel. Genialt! Trick dragen kræver lidt mere vind og øvelse. Men vi glæder os til næste gang vi skal afsted – så tror jeg vi fanger fidusen 💪

En oplevelse vi gerne gentager

Det blev en dag fyldt med grin, vind i håret og masser af tid ude på stranden. Lækker mad tilberedt i campingvognen og dagens sidste stråler fik vi med.

Og det er bestemt ikke sidste gang, vi tager dragerne med på stranden. De er nu en fast inventar i campingvognen.

Indlægget er lavet som et samarbejde med Dragebutikken.

En dejlig og produktiv søndag

Søndagen bød på lidt af det hele – sådan en af de dage, hvor man både får hygget sig og samtidig får krydset en masse ting af på to do-listen.

Vi startede dagen med en tur op på campingpladsen. Efterfølgende gik turen til Strandby, hvor vi spiste frokost på Mimis Bistro. Det er altid et besøg værd, og denne gang var bestemt ingen undtagelse. Deres fisk er altså bare virkelig god – frisk, veltillavet og fuld af smag. Det er et af de steder, vi vender tilbage til igen og igen, fordi kvaliteten altid er i top.

Vel hjemme igen stod resten af dagen på de mere praktiske opgaver. Den ugentlige rengøring af både hus og dyrenes ting skulle klares, og det er altid rart at få ordnet, så man kan starte en ny uge i rene og hyggelige omgivelser. Der blev også handlet ind til ugens madpakker og madplan, så køleskabet igen var fyldt op med alt det nødvendige.

Derudover blev der brugt lidt tid i haven. Der er altid noget at tage fat på derude på denne årstid, og selvom det kan være hårdt arbejde, er det også utrolig tilfredsstillende at se resultaterne bagefter.

Senere på dagen kom ungerne hjem fra deres far, og aftenen blev tilbragt i haven. Vi fik snakket om stort og småt, hygget med dyrene og bare nydt roen sammen. En dejlig afslutning på weekenden og en skøn måde at lade op til en ny uge på.

Dateaften med overraskelser, romantik og lidt dramatik

Nogle aftener ender bare med at blive lidt mere mindeværdige end andre – og sådan en aften havde vi i går.

Jeg havde brugt lidt tid sammen med dyrene og nåede både at kigge til dem og lege lidt, inden manden kom hjem fra arbejde. Heldigvis gik der ikke længe. Han har nemlig fået nye arbejdstider, og det er virkelig noget, vi kan mærke herhjemme. Langt om længe! Det gør en kæmpe forskel, at han ikke længere kommer så sent hjem. Faktisk kommer han i dag tidligere hjem end mig, og det føles næsten helt mærkeligt.

Men tilbage til i går.

Det var dateaften, og manden havde planlagt en overraskelse. Jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen, men kursen blev sat mod Aalborg. Her havde han bestilt bord på Den Bette Kro, et hyggeligt lille sted med masser af charme. Stemningen var i top, og betjeningen var virkelig sød og imødekommende.

Maden var dog lidt blandet. Jeg bestilte et stjerneskud, men fiskefileterne var desværre blevet lige lovligt gennemstegte. Det var lidt synd. Til gengæld var snapsen fyldt helt op til kanten af glasset, og det trak bestemt op på oplevelsen! Og hvidvinen var dejlig kold og sød.

Nu var det så også mit andet stjerneskud i denne uge, og jeg må altså bare sige, at Golfcaféens stjerneskud i Brønderslev stadig er i en liga for sig. Der er simpelthen ikke nogen, der helt kan måle sig med det.

Da vi havde spist, troede jeg egentlig, at overraskelsen var slut. Men manden havde mere i ærmet.

Vi satte kursen mod Blokhus Strand. Vores sted.

Nede ved vandkanten åbnede han bagsmækken, og der ventede endnu en overraskelse. Dyner, rosé, jordbær og chokolade. Så sad vi der med udsigt over havet, mens vi snakkede. De der lange, dybe samtaler, som man nogle gange glemmer at tage sig tid til i hverdagen.

Tiden løb fra os. Pludselig kiggede vi på klokken, og den var blevet 22. Vi skulle jo begge på arbejde dagen efter, så det var nok ved at være tid til at vende næsen hjemad.

Der var bare lige ét problem.

Bilen ville ikke starte.

Hold nu op.

Gode råd var pludselig dyre, og jeg var nok lige på kanten af et mindre sammenbrud. Vi fik ringet til vejhjælpen, som kunne fortælle, at der var omkring 90 minutters ventetid. Det føltes ikke ligefrem som den perfekte afslutning på en ellers fantastisk aften.

Heldigvis kom vi hurtigt i tanke om Fritrækkerne. Vi ringede, og inden for fem minutter holdt de ved siden af os. Et utrolig sødt par – og deres lille hund – blev vores redning. På ingen tid fik de startet bilen.

Så kunne vi ringe til vejhjælpen og aflyse, pakke de sidste ting sammen og endelig køre hjem.

Alt i alt blev det en aften med lidt af det hele: god mad, romantik, lange samtaler, en bil der strejkede og nogle fremmede mennesker, der viste os stor hjælpsomhed.

Og måske er det netop de aftener, man husker allerbedst. ❤️

En aften kun for os ❤️

Denne uge er vi børnefri, og selvom huset føles lidt mere stille end normalt, giver det også plads til noget, der kan være svært at finde tid til i en travl hverdag – nemlig tid til hinanden.

Her til aften besluttede vi os for at tage på en lille spontan date. Ikke noget stort eller fancy. Bare os to.

Bilen blev pakket, og vi gjorde den klar til en hyggelig aften på Blokhus Strand. På vejen hentede vi pizza og vi havde en flaske vin med til lejligheden. Nogle gange er det de helt simple ting, der føles som den største luksus.

Da vi kom frem, kørte vi helt ned til vandet. Havet lå roligt foran os, og solen var langsomt på vej ned. Vi slog bagklappen op og havde på forhånd lagt madrasser, dyner og puder ind bagi bilen, så vi kunne gøre det ekstra hyggeligt.

Der sad vi så. Med udsigt til havet, lyden af bølgerne i baggrunden og et glas god rødvin til maden. Ingen planer, ingen forstyrrelser og ingen to-do-lister. Kun os.

Vi spiste pizza direkte fra æsken, grinede, snakkede og nød bare at være sammen. Det var en af de aftener, hvor tiden føltes lidt langsommere, og hvor man bliver mindet om, hvor vigtigt det er at prioritere hinanden midt i hverdagen.

Nogle gange behøver romantik ikke være dyre middage eller store overraskelser. Det kan være en bagklap, en pizza til deling, et glas vin og en smuk sommeraften ved havet.

Og lige dér, med tæpper omkring os og udsigt til det uendelige hav, føltes det hele faktisk ret perfekt.

❤️

Sankt Hans, familiehygge – og en kæmpe overraskelse til Phoenix 🚴‍♂️🔥

Søndag aften blev noget helt særligt herhjemme – især for Phoenix 💚 Han havde længe haft ét stort ønske: en el-“crosser” og en sej crosserhjelm. Og den overraskelse ventede ham, da han kom hjem søndag aften! Hans reaktion var helt fantastisk – ren glæde og spænding, og det var bare så skønt at se 🌟

Selve Sankt Hans-aften, fejrede vi det med manér. Vi grillede hjemme hos os først – og både Chili og Noah kom og hyggede med. Det var virkelig dejligt at samle os omkring maden og nyde hinandens selskab inden aftenens festligheder.

Senere tog vi sammen med ungernes far til Sankt Hans-bål i Klokkerholm. Hele byen var mødt op, og stemningen var lige så hyggelig, som man kunne ønske sig. Der var båltale, fællessang, gratis is og kaffe til alle – og selvom det blæste meget, kunne det ikke tage varmen ud af stemningen.

Efter bålet kørte jeg Chili og Noah hjem, så de kunne komme i seng i ordentlig tid – og selv om det blev sent for os andre, var det hele værd.