En del af Bryllupsrejsen gik til Rødding Sø ved Tjele

En mini bryllupsrejse i shelter var selvfølgelig oplagt for os. Så da vi kom hjem fra wellness og spa, trængte vi altså til at komme ud og få jord under neglene igen 🥰

Vi pakkede derfor bilen, masser af brænde, hundene og alt vores grej og kørte en times kørsel ned i landet til Rødding Sø. Her var en fin lille shelterplads med to sheltere, udsigt over søen, markerne og byen. Ingen vand eller wc, desværre. Jo, hvis man gad gå 300 meter for at gå på et offentligt toilet?!

På pladsen var der en lille bålplads, bord/bænkesæt og et lille brændeskur med overraskende nok, brænde!? Det er ikke så tit vi oplever det mere efter energikrisen. Pladsen lå nok lige lidt for tæt på by og offentlig vej efter vores smag. Men da mørkt faldt på, blev der ro og dejligt stille.

Vi fik lavet lidt let frokost da vi ankom til pladsen. Og så gik vi lavet lejr. Frokosten bestod af spejlæg og små chilier med ost og bacon.

Inden mørket faldt på fik vi påbegyndt aftensmaden.

Menuen bestod af tykstegsbøffer, blancheret hvidkål, bearnaisesovs, svampe med hvidløgsost og små kartofler vandt i smør, persille og groft salt 😋

Mørket faldt på og vi nød at sidde og høre musik foran det varme bål og udsigt ind over byen. Så fredsfyldt.

Vi vågnede op til en morgen med regn, men det gjorde ikke noget, da vi havde udbygget vores shelter. Vi lavede derfor morgenmad på “sengen” i shelteråbningen. Røræg med purløg og bacon. Mums. Og kaffe med et sjat whiskey. Som vi plejer 😅

Hundene fik også lækker morgenmad, selvfølgelig. Hundemad og bacon – det var et hit.

Vildmarkstur på Øland, Tøtterne

Så fik vi endelig oplevet sne og mere frost på vores vildmarksture. Denne gang gik turen til Øland i Jammerbugten. Her ligger en dejlig lille perle kaldet Tøtterne. Her er to store sheltere, muldtoilet, skraldespand og en beliggenhed uden lige, kun 20 meter fra Limfjorden.

Indkøb 8 km. Ingen vand og ingen brænde. Fungerer efter først til mølleprincippet på Digevej 2, syd for Øland.

Denne gang lavede vi små chili-hapsere med hvidløgsost og baconsvøb til frokost da vi ankom. Fik gang i gløggen, fik skålet i en specialøl og fik sat lejren op.

Vi fik fisket lidt og fik nydt de varme solskinstimer om eftermiddagen. Det er virkelig fredsfuldt.

Til aftensmad lavede vi nogle store bøffer skåret ud af en Ribeye steg, lavede bagte kartofler med kartoffelmos, creimefraiche, hvidløg og bacontern med hvidløgsflutes og bearnaisesovs. Til desert fik vi Risalamande 😋

Efter en lang gåtur med hundene, krøb vi soveposerne og hyggede med en portion gløgg og chips og så et afsnit Nak og Æd på mobilen. Og så sagde vi godnat. Stod op lidt i 8 næste morgen og fik hurtigt tændt op i bålet og fik lavet kaffe og pandekager til morgenmad 😋

Vi begyndte så småt at pakke lejren ned og nåede også lige en kort fisketur inden vi vendte snuden hjemad.

Sheltertur med hele familien i Oasen

Denne gang gik turen til Vester Hjermitslev på deres shelterplads i Oasen. Det var ellers meningen vi skulle have været på sheltertur ved Ultvedsøerne, men der var desværre allerede optaget. Så var gode råd dyre. Lunken var også optaget og Hammer Bakker havde vi jo været en million gange og tænkte også at her var der nok også andre, der havde fået samme ide. Men så opdagede vi at der var en plads i Vester Hjermitslev som vi ikke havde været på før. Vi kørte derud og slog lejer. Det er normalt ikke et sted vi ville benytte os af. Ikke at her ikke var fint og fine faciliteter – der er bare ikke så meget vildmarkstur over det.

Vi ankom ved fem tiden fredag eftermiddag og begyndte at slå lejr og lave bål.
Lotus’ veninde kom og gjorde os selskab lige inden aftensmaden og blev der sammen med os. Så hyggeligt.

På pladsen er der to store sheltere, bålsted og udsigt ud over en fin lille sø. Toilet og vand 100 meter væk i hallen. Alt for luksus efter vores mening. Og så er der legeplads og udendørs fitness maskiner i området. Et godt sted til nybegyndere og folk med evt. små børn.

Aftensmaden bestod af mørbrad med baconsvøb, bagte kartofler med hvidløgssmør, flutes og bearnaisesovs. Og nøøj, det smagte himmelsk 👌😋 Fønne fangede to små fisk som han lavede til hundene. Det blev de glade for.

Noget nyt er at vi har startet en lille konkurrence ala Dyreræs der kører på TV2. Ungerne elsker det program – så Chili havde lavet vores egne kort og vi skulle udfordre hinanden med at finde dyr, som vi træk og konkurrencen foregik på tid (2 timer) – eller dem der hurtigst fandt deres dyr.

Fønne og Chili vandt med 4 ud af 5 dyr. John og jeg kom på anden pladsen med 4 dyr ud af 5 og Lotus og Rosa kom i mål med 3 dyr ud af 5 😀👍

Lørdag formiddag skulle Chili hjem så hun kunne komme ned til kæresten. John kørte hende hjem og jeg og de andre begyndte så småt at pakke lejren ned. Pigerne savnede deres opladere og telefoner 😂😂 Så nu er vi hjemme på Jerslevvej og hygger i skyggen. Shit det har været to varme dage 😅😅

Ude og spise igen

I dag tog vi ud til Ultvedsøerne ved Tylstrup for at spise vores frokost. Vi havde købt ind til at lave Tigerøjne over bål. Blev faktisk positivt overrasket hvor fin den shelterplads var derude. Der var handicapvenligt muldtoilet, solceller på taget og mulighed for at få strøm, brændeskur (men tomt for brænde dog) vandpost, stor bålhytte, grill ved de tre sheltere. Og ikke mindst var der udsigt over søen fra shelterne.

Nu venter Fønne og jeg på Chili kommer hjem fra kæresten i Ranum. Bliver dejligt at få hende hjem og holde feeie med hende også 🥰

Aftenen brugte vi på gamle arkade spil. Nøj, hvor var det sjovt at spille de gamle spil 😂 Kunne stadig huske de mange tricks i spillene.

Sheltertur med lille hvalp for første gang

Turen gik denne gang til Vadum Banesti, 9430 Vadum, hvor der var to store sheltere, lille men fin bålhytte og multoilet. Der var også vandhane, men den var der blevet lukket ned for. Vand kunne vi stedet hente på den lokale kirkegård tæt ved. Hører man til de sarte, forefindes der også et fint offentligt toilet ved kirken. Shelterpladsen ved banestien er en fin lille lejrplads. Hyggelig og intim. Og tæt på civilisationen – hvis man godt kan lide dette. Vi havde nok håbet vi havde mere ude i “ødemarken”. Stedet var heldigvis ikke overrendt og banestien var oplagt til nogle gode traveture med hundene. Vi købte træ hos en af de lokale, da pladsen var ryddet for træ. Tænker stadig energikrisen kradser!?

Det var første gang vores lille nye hvalp skulle med på tur. Må sige han klarede det til UG. Ingen pyller eller noget. Han puttede ved mig hele natten. Jeg lagde flere gange hans uldtæppe omkring ham, men han sparkede det bare af. Der var fin varme i vores shelter med to voksne og to hunde.

Vi ankom til shelterpladsen ved middagstid lørdag og tjekkede stedet ud. Ingen brænde og vandhanen var som skrevet tidligere lukket ned. Multitoilettet var fint og stort. Bålhytten fin til to personer – men der manglede bordebænkesæt derinde. Men vi klarede den med nogle mælkekasser som bord og så kunne vi sidde på bænken langs væggen i bålhytten. Bordebænkesæt var dog udendørs, men ikke til at rokke ud af stedet.

Jeg startede et lille bål op af de pinde og kviste vi lige kunne finde på pladsen. Imens tog John ud og købte brænde hos en lokal flink mand. Vand kunne vi hente på kirkegården og ellers var der indkøbsmuligheder 2 km væk fra pladsen. Vi fik lavet Tigerøjne og fik åbnet vores specialøl og fik skålet på en god tur. En lille fast tradition. Vi fik lynhurtigt bygget vores lejr op og kunne så bare slappe af og nyde varmen fra bålet. Vi fik gået nogle gode ture i skoven med hundene og ellers hyggede vi med at få lavet mad. Denne gang var det John, der var på banen. Vi skulle have Bøfsandwich. Så lækkert!
Vi fik også spillet Yatzy og da vi krøb i soveposerne satte vi et par afsnit på af Fotovognen – også en fast og sjov lille tradition vi har, når vi er afsted. Temperaturen røg ned under frysepunktet i nat. Men vi havde det dejligt varmt i to soveposer hver. Hundene var pakket godt ind i uldtæpper, så de led heller ingen nød.

Endnu en dejlig tur! Og det er bare med at kaste sig ud i det. Det gik jo så fint med to hunde. Og rigtig godt med den lilles første tur.