Hjemmeskole, nu med hele 3 elever

I dag har Lotus sin veninde med hjemme for at have lidt afveksling i hverdagen. Teenageren sidder på sit værelse – så der ikke er for meget uro i stuen. Det har nu været hyggeligt nok at sidde og lytte til tøserne og hvordan de griber opgaverne an. Har fået hørt lidt eventyr i baggrunden – virkelig hyggeligt. Lotus har i hvert fald været super glad for at have veninden med hjemme. Der er blevet grinet og fniset en del.

Lockdown uge nr. 2

Så startede vi på anden uge hjemme. Mindstemanden er blevet afleveret senere i børnehaven og han bliver også hentet noget før tid. Det er alt hvad vi kan gøre, når vi nu har arbejde og hjemmeskole.


I går fik René hentet foder i Astrup til dyrene, mens jeg tog på ugens indkøb. Vi handler altid for 1 uge af gangen. Det er nemt, og meget billigere. Vi er ikke så låst i forhold til madplanen – vi kan altid bytte rundt på dagene, hvis det lige er det vi har lyst til. Så helt kedeligt er det heller ikke.

Vi fik også gået en lang tur med hundene. Vi har så mange smukke steder lige omkring os. Vi fik set en stor flok krondyr og 2 smukke svaner. Altid en oplevelse når vi er på tur. Og ellers ladede vi bare op til ungerne kom hjem igen fra deres far. Vi er begyndt at se Borgen. Den har jeg heller aldrig set – så det er vist på tide, nu da der er i udsigt til en ny sæson her flere år efter. Glæder mig.

Hjemmearbejdspladsen på plads

Fik installeret den nye printer og sat nyt skrivebord op i går aftes – så kører det hele lidt bedre, når alt har sin faste plads.

Det blev til et fint lille hjørne

René har haft fri i dag og har været stik-i-rend-dreng for os tøser. Han var ude og hente nyt skrivebord til Chili. Jeg købte hendes det gamle til stuen og så har hun fået et hun gerne ville have fra Ikea. Smart smart. Det har René så været ved at samle i dag. Ældstebarnet har været sammen med veninden i dag oppe i byen og været i “skole”. Dejligt de er så selvkørende. Det er lidt noget andet med mellemstebarnet. Det kræver lige lidt mere med hende at få hende til at holde fokus og komme igang med opgaverne. Men vi synes egentlig dagen er gået ganske fint. Vi har været ude og gå 10 minutter i formiddags i min pause og en 25 minutter i middagspausen – bare for at komme ud og lufte hoveder. Tiltrængt.

Inden aftensmaden fik René og jeg gået en længere tur og fik vendt dagen. Elsker når man går sammen, så får man vendt en masse og snakket mere sammen, end hvis vi bare var derhjemme. René lavede aftensmad mens ældste barnet og jeg gik i stalden.

Nyt år, men tilbage til start

Ja, så sidder vi her igen – til hjemmeskoling og hjemmearbejde. Det er ikke uvant for os – vi har jo været igennem disse perioder før. Så helt skræmmende er det ikke denne gang. Ungerne er heldigvis ved godt mod og jeg er så taknemmelig for at jeg kan arbejde hjemme og være der for dem. Er spændt på om de også piller ved pasningen til mindstemanden. Det bliver noget af en udfordring hvis han også skal hjem og være i forhold til det med at arbejde hjemme. Men det har vi jo også været igennem før – så det skal også nok gå – for en periode! Det er ikke en holdbar løsning, men lige som nødløsning går det nok. Det tror jeg mange er enige i.
Jeg var her tidlig morgen oppe i Sæby efter min maskine og en hurtig briefing på arbejdsopgaver m.m. og var hjemme igen inden “skolen” startede. Effektivt må man sige.
Er virkelig stolt af pigerne, der bare styrer det med computere, teams og alt det tekniske. Imponerede! Men de er selvfølgelig også nærmest flasket op med teknologi – så det er jo nok ikke så underligt.