Jul i juli

Nogle gange opstår de allerbedste aftener helt spontant. I går var en af dem.

Børnene er på ferie hos deres far, vejret var gråt og trist, og vi havde absolut ingen planer. Men pludselig fik vi begge lyst til flæskesteg med hele svineriet.

Så vi tog en tur ud for at handle. Ikke bare indkøb, men også en lille hyggelig osetur i et par genbrugsbutikker. Fandt lidt ting og sager. Altid et hit.

Hjemme gik vi i køkkenet sammen. Rødvinen blev knappet op. Flæskestegen kom i airfryeren, kartoflerne blev skrællet, rødkålen varmet, sovsen lavet, og selvfølgelig måtte de sprøde svær og de brunede kartofler også være en del af menuen. Hele svineriet – præcis som det skal være.

En dag med lidt af det hele

Dagen startede på arbejde, hvor vi hyggede med lækkert smørrebrød i anledning af, at sommerferien står for døren på mit nye job. En rigtig fin måde at ønske hinanden en god sommer på.

Efter arbejde kiggede vi lige forbi naboerne, som havde inviteret på en øl og en sodavand. Det var hyggeligt lige at få ønsket god sommer, inden vi drog videre.

Herefter gik turen til stranden, hvor Chili og Noah også var med. Kort efter mødtes vi med vores gode venner Kristina og Thomas. Selvom vejret ikke var helt så fantastisk som længere inde i landet, var det stadig skønt at komme ned til vandet. Vi fik både badet og slappet af i solen.

Da sulten meldte sig, hentede vi pizza, som vi nød på stranden i Saltum. Det kan altså bare noget at spise aftensmad med udsigt til havet.

På vejen hjem tog vi et smut forbi mormor og morfar. Her fik vi smagt lidt af de lækre sager fra køkkenhaven, og vi nød et dejligt koldt glas rosévin, inden turen gik videre mod Brønderslev.

Men dagen var langt fra slut…

Da vi kom hjem, ventede en lille overraskelse. Vores kat MisMiv havde født en enkelt lille killing under baren på terrassen. En lille sund og ret tyk lille hankat lå der og kiggede op på os. Sikke en fantastisk afslutning på en dag.

Sankt Hans på en ny måde – for os

I år gjorde vi noget andet til Sankt Hans. Som så mange andre danskere pakkede vi bilen og satte kursen mod stranden i Blokhus for at fejre midsommeraften under åben himmel.

Bilen var fyldt godt op. Børnene var med, den ene svigersøn var med.

Vi kom lidt senere afsted, end vi egentlig havde planlagt. Mindstemanden skulle først til fodbold, og bagefter skulle vi lige hjem og have aftensmaden overstået. Men heldigvis nåede vi frem i tide.

Vi fik set bålet blive tændt, mærket varmen fra flammerne og oplevet den helt særlige stemning, som kun Sankt Hans kan skabe. Solen stod lavt over stranden, og lyset var næsten magisk. Vi nød båltalen, lyttede til musikken og betragtede de mange mennesker, der var samlet for at fejre aftenen sammen.

Det blev en rigtig god aften.

En dejlig og produktiv søndag

Søndagen bød på lidt af det hele – sådan en af de dage, hvor man både får hygget sig og samtidig får krydset en masse ting af på to do-listen.

Vi startede dagen med en tur op på campingpladsen. Efterfølgende gik turen til Strandby, hvor vi spiste frokost på Mimis Bistro. Det er altid et besøg værd, og denne gang var bestemt ingen undtagelse. Deres fisk er altså bare virkelig god – frisk, veltillavet og fuld af smag. Det er et af de steder, vi vender tilbage til igen og igen, fordi kvaliteten altid er i top.

Vel hjemme igen stod resten af dagen på de mere praktiske opgaver. Den ugentlige rengøring af både hus og dyrenes ting skulle klares, og det er altid rart at få ordnet, så man kan starte en ny uge i rene og hyggelige omgivelser. Der blev også handlet ind til ugens madpakker og madplan, så køleskabet igen var fyldt op med alt det nødvendige.

Derudover blev der brugt lidt tid i haven. Der er altid noget at tage fat på derude på denne årstid, og selvom det kan være hårdt arbejde, er det også utrolig tilfredsstillende at se resultaterne bagefter.

Senere på dagen kom ungerne hjem fra deres far, og aftenen blev tilbragt i haven. Vi fik snakket om stort og småt, hygget med dyrene og bare nydt roen sammen. En dejlig afslutning på weekenden og en skøn måde at lade op til en ny uge på.

Dateaften med overraskelser, romantik og lidt dramatik

Nogle aftener ender bare med at blive lidt mere mindeværdige end andre – og sådan en aften havde vi i går.

Jeg havde brugt lidt tid sammen med dyrene og nåede både at kigge til dem og lege lidt, inden manden kom hjem fra arbejde. Heldigvis gik der ikke længe. Han har nemlig fået nye arbejdstider, og det er virkelig noget, vi kan mærke herhjemme. Langt om længe! Det gør en kæmpe forskel, at han ikke længere kommer så sent hjem. Faktisk kommer han i dag tidligere hjem end mig, og det føles næsten helt mærkeligt.

Men tilbage til i går.

Det var dateaften, og manden havde planlagt en overraskelse. Jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen, men kursen blev sat mod Aalborg. Her havde han bestilt bord på Den Bette Kro, et hyggeligt lille sted med masser af charme. Stemningen var i top, og betjeningen var virkelig sød og imødekommende.

Maden var dog lidt blandet. Jeg bestilte et stjerneskud, men fiskefileterne var desværre blevet lige lovligt gennemstegte. Det var lidt synd. Til gengæld var snapsen fyldt helt op til kanten af glasset, og det trak bestemt op på oplevelsen! Og hvidvinen var dejlig kold og sød.

Nu var det så også mit andet stjerneskud i denne uge, og jeg må altså bare sige, at Golfcaféens stjerneskud i Brønderslev stadig er i en liga for sig. Der er simpelthen ikke nogen, der helt kan måle sig med det.

Da vi havde spist, troede jeg egentlig, at overraskelsen var slut. Men manden havde mere i ærmet.

Vi satte kursen mod Blokhus Strand. Vores sted.

Nede ved vandkanten åbnede han bagsmækken, og der ventede endnu en overraskelse. Dyner, rosé, jordbær og chokolade. Så sad vi der med udsigt over havet, mens vi snakkede. De der lange, dybe samtaler, som man nogle gange glemmer at tage sig tid til i hverdagen.

Tiden løb fra os. Pludselig kiggede vi på klokken, og den var blevet 22. Vi skulle jo begge på arbejde dagen efter, så det var nok ved at være tid til at vende næsen hjemad.

Der var bare lige ét problem.

Bilen ville ikke starte.

Hold nu op.

Gode råd var pludselig dyre, og jeg var nok lige på kanten af et mindre sammenbrud. Vi fik ringet til vejhjælpen, som kunne fortælle, at der var omkring 90 minutters ventetid. Det føltes ikke ligefrem som den perfekte afslutning på en ellers fantastisk aften.

Heldigvis kom vi hurtigt i tanke om Fritrækkerne. Vi ringede, og inden for fem minutter holdt de ved siden af os. Et utrolig sødt par – og deres lille hund – blev vores redning. På ingen tid fik de startet bilen.

Så kunne vi ringe til vejhjælpen og aflyse, pakke de sidste ting sammen og endelig køre hjem.

Alt i alt blev det en aften med lidt af det hele: god mad, romantik, lange samtaler, en bil der strejkede og nogle fremmede mennesker, der viste os stor hjælpsomhed.

Og måske er det netop de aftener, man husker allerbedst. ❤️