Den lykkelige skilsmisse, findes ikke…

I denne uge, er jeg børnefri. Ungerne er hos deres far. Og det lader til at gå rigtig godt. Jeg var lige oppe og spise hos dem i går aftes og hjælpe deres far med hans computer og noget internet halløj og så fik jeg set hvor fint de havde fået det indrettet.

Må indrømme virkeligheden har ramt mig som en bus med 180 km/t. Det er sindssygt hårdt, at stå alene med ens tanker, skyldfølelse og afmagt. Alt ser jo ud på overfalden til at det går “Ih og Åh” så godt og alt kører som det skal. Virkeligheden er som altid noget andet, end det man udstiller på f.eks. ens offentlige blog. Men jeg kan også godt se, at folk måske tror at jeg f.eks. har det fint og derfor ikke spørger mere ind til det. Men synes ærligtalt det er utroligt, at ud af de mennesker, jeg kender – er der to, der har spurgt: “Gitte, er du OK?” og “Er der noget vi kan gøre for dig?”… TO?
Undskyld, hvis jeg lyder som en tude Marie og trænger til en kiks eller to. For gu´pokker er det hårdt, at stå alene. Med en gård, 3 børn, dyr og et pillefyr, der skal fyldes og renses + et fuldtidsarbejde ved siden af. Bekymringer og tanker og “den evige selv-bankende oven i hovedet på mig selv” konstant. “Ja, du har selv valgt det” – kan jeg næsten høre dig sige – Men dertil vil jeg så sige – Har jeg så det? Nej, det har jeg faktisk ikke. I kender ikke hele min historie og det kommer i nok heller aldrig til. I hvert fald ikke her på bloggen. I princippet kunne jeg sidde i et hus, uden møbler, uden nogen ting – for dem kunne min eksmand have taget med sig? Det er der ingen, der tænker på. Jeg skal nu nok klare mig. Det skal jeg nok. Og jeg VIL kæmpe med næb og klør og passe på mig selv og ungerne.

Jeg savner ungerne, så det gør ondt helt ind i knoglerne og hjertet. Det er en følelse ingen andre kan sætte sig ind i, før de har prøvet det. Hold nu kæft det er hårdt. Og jeg kan ikke skrive det uden, at tårerne løber ned af kinderne på mig lige nu.

Det der slår hårdest i alt det her, er…. at mit drømmebillede om en stor lykkelig familie er brast. En familie er gået i opløsning. Trygheden er væk. Tæppet er rykket væk under mig. Alt den fjendtlighed, skænderier og være ked af det. Prøver at finde fodfæste igen. OG det er svært.

En anden ting, som er hårdt, er ens venner. Ikke fordi de skal tage parti eller vælge side – men det gør ondt, at blive valgt fra. Faktisk mere end selve skilsmissen. Og vores fællesvenner vil ikke blive vores fælles mere. Det kan de ikke. Som jeg snakkede med John og senere med en god veninde om i går, så kan jeg jo ikke sidde og krænge min sjæl ud og frustrationer ud om f.eks. min eksmand til hende og dagen efter så sidder hun oppe hos ham og drikker kaffe og snakker. Men ja, det er ikke hende, der skal vælge. Det bliver så mig, der må tage et valg og vælge fra. For det kommer aldrig til at ske. Det kommer der ikke noget godt ud af. Så bliver det kun sådan noget overflade venskab – uden dybere mening eller fortrolighed.

Jeg vil slutte dette indlæg af med at: Den lykkelige skilsmisse, den findes ikke. Heller ikke hos Familien Berg. Jeg ville ikke byde selv min værste fjende, at gå igennem hvad jeg/vi har været igennem det sidste 1 1/2 år – og især det sidste halve år.

3 thoughts on “Den lykkelige skilsmisse, findes ikke…

  • Helt korrekt Gitte. Der findes ikke lykkelige skilsmisser, i den sidste ende er der en drøm der er bristet på en eller anden måde. Det er pisse hårdt alt det der med vennerne, jeg kan stadig efter 5 år stadig tude over det, men er det i virkeligheden venner? Min konklusion af min “skilsmisse” heller 6 super gode venner, man ved hvor man har, end 30 man kun kan regne med, når det passer dem. Men du skal nok komme på den rigtige side af det her,og tænk på dine børn er bedre tjent med 2 glade forældre end konstant uenigheder. Pøj pøj Gitte, ønsker dig lykke på din vej i fremtiden 😊

Comments are closed.