Så galt som det næsten kunne gå…

Dagen startede ellers så godt med at sætte vognen efter Henning. Han var ikke spor bange for den nye store vogn og John gik pænt ved siden af/bagved Henning og “støttede” ham. Vi kørte over til Svend Aage og snakkede lidt og vendte snuden hjemad. John hoppede op ved siden af mig og ihhh, hvor det gik. Vi kørte forbi busser, knallerter og cyklister. Op og ned af bakke. Mødte vores gode naboer – Arne og Birte. John var lige frisk nok og flagrede med hånden, hvilket gjorde Henning noget opmærksom og forskrækket for den bagfra-kørende bil. Han gav et hop/ryk og så skete det, der bare ikke må ske! Det lille læderbånd til at holde træstykkerne i, SPRANG! og gjorde Henning forskrækket og ustyrbar. Han drejede kraftigt til højre og ned over en dyb krøft. John nåede ikke at hoppe af vognen før det var for sent og Henning havde rykket mig udover vognen, hvor jeg så tilsidst kom fri fra tøjler og vogn. Vognen stoppede i jorden, godt gravet ned. Og Henning slap fri og sprang mere af seletøjet og skagler. Jeg prøvede at rejse mig, men benene ville ikke rigtigt være med til det. Måtte lige sunde mig. Naboerne blev lige så forskrækket som os og afventede situationen fra bilen. John løb efter Henning, der stoppede på vores egen eng. Stille og roligt gik han John i møde. Var ganske rolig – taget situationen i betragtning. Jeg fik Henning og gik over til vognen for at se om han var bange for den. Det var han ikke, men vi kunne ikke koble ham for den og vi kunne slet ikke få vognen op ad krøften. Mine ben er blå hele vejen op og er hævet godt op. John har fået et vred i rykken. Heldigvis skete der ikke noget med Henning – udover han blev forskrækket – selvfølgelig.

Det sjoveste, var at vi blev stoppet af en der havde kørt lidt frem og tilbage og kigget interesseret på vi kørte vogn. De kommer så og spørger om vi vil køre konfirmationskørsel i maj! HVAD? Vi stod begge med åben mund. Vognen lå næsten på hovedet lige ved siden af. Ha ha.. Nej, det måtte vi så takke nej til. Er overhovedet ikke sikker endnu til at køre med andre. Men sjov historie var det da.

Da vi kom hjem ringede naboen, der overværede hele episoden og fortalte han havde en stavsele vi måtte låne. Det var virkelig sødt af ham. Han sagde også bare: “OP PÅ HESTEN IGEN”. I skal igang hurtigst muligt, så I ikke bliver bange for at køre. Vi tager turen igen i morgen – dog uden hoppen i krøfter m.v.

Vi skulle så lige til Hjallerup med Svend Aage. Havde lovet at køre ham til kiropraktor. Vi tog en tur i Maskincentret i mens og ledte efter skagler. Vi fik en hurtig is på torvet i Hjallerup sammen med lille Finn i solen. Skønt! Da Svend Aage blev færdig kørte vi over til vores naboer, Birte og Arne og så på den stavsele. Den så fin og stærk ud. Håber så bare den passer. Vi blev budt på en øl og en hurtig sludder for en sladder. Og vi fik meldt os til fællesspisningen den 12. april i Ørum forsamlingshus. Derefter tog vi hjem til Svend Aage og fik en hurtig rullepølsemad og så gik turen ellers ned for at hente ungerne og til Lotus’ gymnastikafslutning. Alt i alt, en ok, hyggelig dag. Og jeg glæder mig til dagen i morgen. Så er vi kørende igen!!!

4 thoughts on “Så galt som det næsten kunne gå…

  • Jeg fandt lige dette fra det herrens år 1884: Den fysiske Virkning er den samme paa Dyr som paa Mennesker, men den virker
    endnu mere overraskende og forfærdende paa Dyrene. Man har forsøgt at bruge den
    elektriske Strøm for at faa Magt over ustyrlige Heste, og efter Sigende skal
    ingen Hest kunne modstaa. Langs ad Tømmens Liner lader man løbe en
    Ledningstraad, der udgaar fra en lille magnetoelektrisk Maskine, som staar ved
    Siden af Kusken. Ved at dreje paa dens Haandtag, kan Kusken, hvad Øjeblik han
    vil, sende en Strøm gjennem Hestens Hoved.

  • Jeg forstår godt Henning, for hvis jeg skulle slæbe rundt på John, var jeg også rendt min vej smiley Nå, det var virkelig godt, at der ikke skete mere, for det er mange kræfter, der er i spil.

Comments are closed.