Phoenix – Fødselsberetning…

Jeg gik igen over, som i ved. Og på 9. dagen havde jeg tid til en hindeløsning hos mine jordemødre i Dronninglund. Av for pokker det gjorde nas – og allerede 45 min efter jeg kørte derfra gik veerne i gang så småt.

Hen af dagen tog veerne til. De var regelmæssige og kom hver 10 min. Jeg fik sovet lidt om eftermiddagen. Tænkte det var smart at få sparet lidt energi op.
Kl. 19.00 snakkede jeg med min jordemoder som spurgte hvordan jeg havde det. Jeg fortalte at nu gjorde de mere ondt og kom stadig regelmæssigt og de kom med 8-10 min imellem. Vi blev enige om at vi begge gik i seng og ville skrabe så meget søvn sammen som muligt – HVIS nu jeg gik i gang om natten. Og det skal jeg love for jeg gjorde. Kl. 01.30 vækkede jeg John. Veerne var regelmæssige med 4 min i mellem. Jeg havde i timevis lagt og jamret mig ovenpå og gået hvileløs rundt. Prøvede med et bad og gik lidt rundt. Vi ringede til min jordemoder – men hun synes jeg lød for frisk. Nå… ja… Vi sad så og så lidt film og en halv time senere kastede jeg op. Jeg kunne selv ikke stoppe og veerne kom nu med 3 min mellem. John ringede til min jordemoder og de aftalte at vi skulle mødes på Hjørring Sygehus kl. 03.00 – og det gjorde vi – trods lidt forhindringer. John fik også i farten ringet til AG og FP som kørte straks fra Hjørring og ud til os for at holde øje med pigerne og huset. Da vi kom til Hjørring Sygehus kom vi til at køre ind af en forkert indkørsel og kom ind til lukkede døre. I dagtimerne kan man snildt gå den vej og alle døre og porte er åbne. ØV.. og jeg råbte i frustration: “FOR H……. da også – det sker bare ikke det her”. Ind i bilen igen og rundt om (ja, det føltes som hele Hjørring, vi kørte rundt om) og ind af hovedindgangen. John fik sat mig af i vindfanget og skyndte sig ned og finde en parkeringsplads til bilen.
Så skulle vi med elevatorerne op på fødegangen. Men de drillede. Ingen ville lukke dørene! AMEN GU! “SKAL JEG TAGE TRAPPEN”? fik jeg vrisset af John, som kom til at grine – fordi det var så komisk! Vi kom op til fødegangen. Her mødte vi igen en lukket dør. Min tålmodighed var ved at blive brugt og jeg synes der gik en evighed før der kom en og låste os ind! Og dæleme ikke om vi kom til endnu en låst dør og afventning inden vi kom helt ind på fødestuen. Jeg kunne have kvalt den sølle sygeplejeske, der var på job.
Vi kom ind på en fødestue og kort efter kom min jordemoder. Hun undersøgte mig – men mine veer stillede lidt af i det samme jeg lå på briksen! NEJ NEJ NEJ… Min jordemoder sagde: “Du er så langt – du er gået over… jeg giver dig lige en hindeløsning mere og så prikker vi vandet”. John kom i arbejde og skulle finde fødegrej frem til hende. Jeg jamrede mig noget – for sådan en hindeløsning og lang strikkepind oppe samtidig med veer – er altså ikke sjovt for en der i forvejen er bange for hospitaler og blod m.m. Vandet gik – og det lettede. Jeg fik en omgang klyks (afførende) og fik haltet mig ud mellem veerne og kom af med det jeg skulle. Og så skal jeg lige love for at veerne gik i gang. Jeg nåede at takke nej tak til epiduralen – men 5 min efter tiggede og bad jeg efter en. Uden held. Jeg fik dog lov at få lattergas. Og halleluja! Det var jo himmelsk. Jovist jeg kunne mærke mine veer – men det tog ligesom toppen af smerterne og nogle gange var jeg altså “væk” og var i en drømmeverden. Jeg sov nærmest samtidigt med jeg kunne høre og huske hvad John og jordemoderen snakkede om. Det var den vildeste “brandert” ha ha. Pludselig fik jeg pressetrang og kort tid efter var hovedet og resten af lille Phoenix ude og han lå og sprællede på min mave. Det var en dreng! Havde jo drømt det blev en pige, selvom vi havde set på scanninger, at det var en dreng – så kan det jo snyde.

Phoenix kom ud 05.09, 16. marts 2017 – 2 timer efter vi ankom til sygehuset. Han vejede 3840 gram og måle 54 cm i længden. Helt igennem perfekt lille dreng. En time efter fødslen var jeg, Phoenix og far-John klar til at tage hjem. Vi kørte vej af bageren og tog lidt med hjem til morgenkaffen. Da vi kom hjem havdeAG og FP og pigerne hejst flaget og stillet storken ud til vejen. Bordet var dækket og kaffen stod klar! Jeg fik lige skrevet til pigernes lærere i skolen, at de kom en time eller to for sent i skole. Det var helt ok! Det var bare så hyggeligt. Resten af dagen gik med at sove og bare nyde vores lille vidunder. Så fantastisk! Ja, jeg er så forelsket i den bette mand.

Leave a Reply

Skriv et svar