Dag i familiens tegn…

Morfar og Annegrete ringede i morges og inviterede på rundstykker og kaffe, inden jeg skulle over til min søster Annika. Det var rigtig hyggeligt og jeg fik endelig set Annegretes nissesamling. Så mange, og så flotte nisser skal man lede længe efter! Tror ungerne bliver ellevilde, når de skal passes deroppe på lørdag og får lov til at hjælpe med at sætte dem på plads. Chili har allerede døbt Annegrete. Hun hedder nu Annegrete Ballerina. Jow jow. Det er stort, når man kender Chili og hendes prinsesser og ynglingsnavne. Høj status!

Jeg fik hjulpet Annika med at skrive hendes julekort og vi fik en bette sludder for en sladder også. Det var en god dag. Jeg rundede lige Brønderslev efter et par julegaver. Nu mangler vi kun 3. Det er ikke så ringe endda. Jeg fik også købt protein til grisene.
Og så blev jeg ringet op at jeg skal komme til spisning og efterfølgende jobsamtale i Odder i morgen aften kl. 18.00! Det bliver spændende… I får mere at vide i morgen… smiley