Kategori: Mindstemanden

I går havde vi besøg af sundhedsplejersken. Fønne vejer nu 6,2 kg og måler 61 cm i længden. Vi skal dog have ham via en omgang fysioterapi pga. han har en favoritside at sove på og har en minimal skævhed i baghovedet og han ikke rigtig “gider” ligge på maven og løfte hovedet, som han skal. Han vil sagtens hvis han ligger på mor eller far, men ligge på gulvet eller puslebordet – det vil jeg han. Så ligger han sig bare til at sove. Det er jo ikke så smart. Et andet tegn på, der kan være noget, der er låst – er hans gylperi. Det kan også være et tegn – så nu bliver han tjekket og “låst op”

I weekenden fik jeg endelig sendt invitationerne ud til Phoenix’ barnedåb

I dag var Phoenix og jeg til Babysalmesang sammen med Birgitte og Frida i Tolstrup Kirke. Vi mødtes kl. 10.00 i kirken og havde en god formiddag sammen. Phoenix tog det så flot denne gang og var så meget med. Han var meget vågen og opmærksom.

Her til aften fangede jeg endelig en vågen Fønne med kammeraet. Han har godt nok sovet utroligt meget her i dag efter babysalmesangen. ha ha…
Chili og Fønne hygger og griner

Efter nogle svære dage, tog mor her beslutningen og valgte at Phoenix skulle på flasken. Og hvilken god beslutning! Han har ikke grædt siden i torsdags, hvor han fik første flaske. Phoenix er nu flaskebarn og hyggeammer kun lidt ved mig, indtil der ikke er mere at komme efter. Sundhedsplejersken var her i dag – og han har taget 220 gram på siden i torsdags og vokset en cm i længden! Store dreng. Han er tæt på sin fødselsvægt igen og det er jo virkelig positivt! Nu kører det bare! Vi har fået en meget glad, tilfreds og mild lille dreng, der bare trives.


Phoenix er nu officielt en glad og tilfreds flaskedreng. hi hi

Weekenden blev brugt med barselsgæster. Overskuddet kom igen og der var ryk-ind både lørdag og søndag. Lørdag kom Bitten og Jørgen med deres to skønne unger. Jørgen havde bagt de lækreste kager og de havde fine gaver med.

Søndag kom min chef og besøgte os til formiddagskaffen – hun havde blomster og kage med og en lille bamse med til lille Phoenix + slik til pigerne. Har da nok lige verdens bedste chef/arbejdsplads. GLÆDER MIG til at se dem på onsdag igen, hvor vi tager op og slutter Johns barsel af oppe på mit arbejde. Om eftermiddagen kom mine barndomsvenner med hver deres skønne familier. Birgitte har jo for 12 uger siden født lille Frida og hun var bare så stor allerede. I hvert fald i forhold til Phoenix. Sikke som tiden den går. Det går alt for stærkt. Begge familier havde kager med og ja, vi var ved at svømme væk i kager! ha ha

I dag har vi været oppe og besøge fars arbejde. Det var spændende at se, hvor John arbejder og møde hans kolleager igen. Vi fik også en lille ting med hjem til Phoenix. Sødt af hans kollegaer.

Og så kan I tro farmand nyder hans ekstra-udstyr til barnevognen. Tror dog han har misforstået konceptet lidt?!?!

De sidste dage bliver nydt herhjemme af Johns barsel. Han råhygger med bettemanden kan I tro…

Det her er nok mit sværeste indlæg at poste, nogensinde… Men har brug for luft og et sted at dele mine tanker.

Fødte jo for 7 dage siden en dejlig lille velskabt dreng med sul på kinderne og alt var rosenrødt og vi var bare lykkelige. Den tid er nu skiftet ud med tårer, smerter (for mit vedkommende) og en dreng der har tabt sig 10% af sin fødselsvægt. Barslen er skiftet fra hyggestunder til kontrolvejninger, sår og blødninger ved amning, stress, en ked mor, ekstra tjek ved… lægen og amninger hver 2. time, døgnet rundt + supplerende modermælkserstatning efter hver amning.

Jeg er meget påvirket af situationen og forstår ikke hvorfor det ikke bare kører denne gang. Har haft to gode forløb med mine piger. Det er hårdt psykisk, at føle man som mor har fejlet. Sådan føles det. Og det bliver ikke bedre af folks ‘gode råd’ og ‘sparken til en der i forvejen ligger ned’ og jeg har ‘ødelagt amningen selv’. Jeg er i syv sind. Vil rigtig gerne have amningen til at fungere, men ikke for enhver pris. Jeg har ondt, og drengen får ikke nok. Men hold nu op mit sind kan ikke forlig sig med han måske skal være flaskebarn med andres forventninger omkring mig, at jeg bare skal tage mig sammen. Jeg kæmper en kamp, det gør jeg virkelig. Har lagt ‘hud mod hud’ siden tirsdag med ham. Jeg er så ked af det. Ved ikke hvad jeg vil med det her indlæg. Men så ved i hvorfor jeg måske ikke lige tager telefonen eller svarer sms’er lige pt. Det bedste var en kær, sød veninde fra byen, der kom i går og gav et kram og et ‘jeg forstår dig’. Og John tog os med på en kort gåtur med barnevognen. Det reddede hele min dag… Er ved at blive tosset af at være lænket til sengen/sofaen og gør ikke humøret bedre.

I dag har vi købt sutteflasker og nye sutter til bettemanden. Og så krydser vi fingre for han begynder at tage på i vægt. Sundhedsplejersken kommer på mandag og vejer ham og han skal til kontrol igen ved lægen på torsdag. Vil bare min bette mand det bedste