Det her er nok mit sværeste indlæg at poste, nogensinde… Men har brug for luft og et sted at dele mine tanker.
Fødte jo for 7 dage siden en dejlig lille velskabt dreng med sul på kinderne og alt var rosenrødt og vi var bare lykkelige. Den tid er nu skiftet ud med tårer, smerter (for mit vedkommende) og en dreng der har tabt sig 10% af sin fødselsvægt. Barslen er skiftet fra hyggestunder til kontrolvejninger, sår og blødninger ved amning, stress, en ked mor, ekstra tjek ved… lægen og amninger hver 2. time, døgnet rundt + supplerende modermælkserstatning efter hver amning.
Jeg er meget påvirket af situationen og forstår ikke hvorfor det ikke bare kører denne gang. Har haft to gode forløb med mine piger. Det er hårdt psykisk, at føle man som mor har fejlet. Sådan føles det. Og det bliver ikke bedre af folks ‘gode råd’ og ‘sparken til en der i forvejen ligger ned’ og jeg har ‘ødelagt amningen selv’. Jeg er i syv sind. Vil rigtig gerne have amningen til at fungere, men ikke for enhver pris. Jeg har ondt, og drengen får ikke nok. Men hold nu op mit sind kan ikke forlig sig med han måske skal være flaskebarn med andres forventninger omkring mig, at jeg bare skal tage mig sammen. Jeg kæmper en kamp, det gør jeg virkelig. Har lagt ‘hud mod hud’ siden tirsdag med ham. Jeg er så ked af det. Ved ikke hvad jeg vil med det her indlæg. Men så ved i hvorfor jeg måske ikke lige tager telefonen eller svarer sms’er lige pt. Det bedste var en kær, sød veninde fra byen, der kom i går og gav et kram og et ‘jeg forstår dig’. Og John tog os med på en kort gåtur med barnevognen. Det reddede hele min dag… Er ved at blive tosset af at være lænket til sengen/sofaen og gør ikke humøret bedre.
I dag har vi købt sutteflasker og nye sutter til bettemanden. Og så krydser vi fingre for han begynder at tage på i vægt. Sundhedsplejersken kommer på mandag og vejer ham og han skal til kontrol igen ved lægen på torsdag. Vil bare min bette mand det bedste 