Med plejemor på job

I dag kom killingerne med mig på job. Dæleme heldigt jeg må få lov til det. Og det er egentlig gået ganske fint. De har spist mere, end jeg lige havde regnet med – men så skal jeg bare have en ekstra flaske med i overmorgen. Har fri i morgen.

Min bil blev afleveret på værkstedet i Frederikshavn i morges og var hurtigt klar til afhentning. Dog måtte jeg vente til jeg fik fri med at hente den. Godt ungernes far kunne stå standby og hente Phoenix. Så går det hele op i en højere enhed.

Projekt udrugning af hønseæg – dag 18

I dag er æggene sat til klækning. De sidste 3 dage før klækning (fra 18-21. dagen) skal fugtigheden være så høj som muligt. Jeg har sat maskinen op på 38.0 grader nu de sidste par dage. Ellers kan der være kyllinger der dør, før de skal hakke hul på æggeskaller. Regner nu kun med der er 1 kylling ud af de her 5. De grønne kan jeg simpelthen ikke se noget som helst igennem. Tror desværre det ene lyse æg er gået tabt. Synes det hele “flyder” rundt derinde. Det er ikke “levende” som det andet lyse æg – der kan man “se” kyllingen bokse rundt. Det er virkelig spændende! Næste omgang vil jeg prøve med 1 gåseæg. Det tager omkring 30 dage at få en gæsling ud af ægget – så det kræver lige lidt mere.