Tag: Wegovy

Så er jeg i gang! Jeg har netop taget min allerførste dosis Wegovy i tirsdags hos lægen, og jeg vil dele lidt om, hvordan det er gået – måske mest for mig selv, men også i håbet om at det kan hjælpe andre, der står foran samme rejse.

Jeg var ret nervøs for selve sprøjten. Tanken om at skulle stikke mig selv var ikke ligefrem noget, jeg glædede mig til. Men til min store overraskelse – det var ingenting! Virkelig. Jeg mærkede det nærmest ikke. Det tog få sekunder, og så var det overstået. Så hvis du sidder og frygter det som jeg gjorde: det behøver du virkelig ikke.

Et par timer efter mærkede jeg noget ret mærkeligt – min mund blev helt tør. Jeg har drukket vand som aldrig før, og min krop føles nærmest tørstig på en ny måde. Men efter at have læst lidt op på det, kan jeg se, at det er helt normalt, især i starten.

Det vildeste var faktisk, hvor hurtigt jeg mærkede effekten. Allerede til aftensmad samme dag kunne jeg mærke, hvordan mætheden kom meget hurtigere end normalt. Det var som om min krop sagde “tak, det var nok” efter bare en lille portion. Det havde jeg virkelig ikke regnet med så hurtigt – så jeg føler mig lidt som en af de heldige, hvor medicinen ser ud til at “bide” på fra starten.

Lige nu er jeg på opstarts-dosis på 0,25 mg, og bortset fra tør mund har jeg ikke mærket nogen bivirkninger. Det håber jeg selvfølgelig fortsætter – for jeg må indrømme, jeg er lidt ræd for de bivirkninger, man kan læse om i diverse grupper og fora. Men indtil videre går det over al forventning, og jeg prøver at tage det én uge ad gangen.

Det føles som et lille, men vigtigt skridt mod at få bedre styr på min vægt og mit helbred – og jeg er spændt på at se, hvor det fører hen.

I kan læse mit første indlæg, som indtil i dag, har været skjult/privat: https://hverdagen.familien-berg.dk/jeg-har-taget-tilloeb-laenge-men-nu-siger-jeg-det-hoejt/

Det her indlæg har jeg skrevet og slettet. Lagt i kladder. Tænkt over det. Skjult det og gjort det privat. Været i tvivl om. Fordi det føles sårbart. Og lidt skamfuldt. Men jeg vil gerne være ærlig – og måske sidder du derude og har det på samme måde.

Jeg er startet på Wegovy, vægttabsmedicinen, i dag. Og det føles ærligt talt som en stor beslutning – ikke kun fysisk, men også mentalt. For jeg har altid haft en idé om, at jeg gerne ville kunne klare det selv. At jeg burde kunne tabe mig uden hjælp. At det var “det rigtige” og stærkeste at gøre. Men virkeligheden er bare en anden.

Jeg har allerede tabt mig 10-11 kilo siden september sidst år, uden hjælp – og det er jeg stolt af. Men jeg gik i stå. Kroppen gik i stå. Og det gjorde mit mod lidt også. Jeg rør mig mindre end jeg gerne vil. Mine knæ gør ondt. Hver eneste dag. Og især hvis jeg prøver at være aktiv og gøre noget godt for mig selv. Det er den ondeste cirkel: Jeg vil røre mig mere, men jeg kan ikke. Føler mig fanget i min egen krop. Svømmer hver morgen og det bliver jeg ved med. Jeg cykler til og fra arbejde. Ikke langt, men bedre end ingenting og så går vi flere ture med hundene.

Det var faktisk smerterne og frustrationen over at ville noget godt for mig selv, men blive bremset af min egen krop, der til sidst fik mig til at tage springet. Så nu starter jeg på Wegovy, ikke fordi det er den nemme løsning – men fordi det føles som et boost. En hjælp til at komme videre. Det er ikke en mirakelkur. Ikke en genvej. Blot en støtte.

Det er en investering i mig selv. En måde at give min krop chancen for at have det bedre. Jeg har tabt mig før – 30 kilo faktisk – og jeg ved, at det kræver arbejde. Men efter min tredje graviditet har kroppen bare ikke ville det samme, og kiloene har sat sig fast.

Det mærkelige er, at jeg egentlig ikke føler mig forkert i min krop – jeg synes ikke, jeg er mindre værd eller grim, fordi jeg vejer mere. Men jeg ved, at min krop ville have det så meget bedre, hvis jeg havde 20-30 kilo mindre at bære rundt på. Det handler ikke om spejlet. Det handler om at afhjælpe smerter. Få mere energi og livskvalitet.

Så hvorfor føles det stadig som et tabu at sige, jeg er på Wegovy? Hvorfor skammer jeg mig lidt, når jeg fortæller det? For det er jo pisse dyrt. Det er ikke nemt. Det er ikke bare at tage en sprøjte og se kiloene forsvinde. Det er en beslutning. En kamp. En investering i mig selv.

Og nu er jeg her. Et skridt videre. Klar til at tage hånd om mig selv – på den måde, der lige nu giver mening for mig.

Tak fordi du læste med 🧡