Hverdagens Eventyr:

Personlig Blog om Alt og Intet – Tanker, Oplevelser og Livets Små Øjeblikke

Hjemmelavet anderledes Iglo

Dejligt med kreative unger og en skolelærer der sagde at nu skulle de altså huske, at komme ud og lege i sneen. Lotus ryddede sne og lavede en kæmpe bunke og så fik fantasien frit løb. Hun fandt hurtigt nogle mælkekasser og byggede sneen op omkring dem. Meget opfindsomt. Og så styrter sneen heller ikke ned over ungerne, hvis det skulle gå så galt, når der er tag over også. Rigtig smart tænkt!.

Fønne var ellevild, da han kom hjem fra børnehaven. De har puttet LED fyrfadslys i igloen og glæder sig til i aften når der bliver mørkt.

I går aftes gik der lidt nørd i den. Tøserne og jeg havde fået installeret Sims på Lotus´ computer og ældste arvingen ville også gerne have det på sin PC. Lotus er mega blæret over hun har fået det og er faktisk rigtig god til at spille det. Desværre drillede det, så jeg sad hele aftenen og sloges med det. Det lykkedes dog til sidst. Så nu har begge tøser Sims på deres maskiner. Så ser man dem nok ikke så meget det næste stykke tid. Ha ha. Nørder. Fnis!

Jeg havde lovet ungerne, at når jeg fik fri fra arbejde, så skulle vi altså ud og kælke på Djævlebakkerne. Den var de med på! Selvom de var lidt skeptiske over de bliver kaldt djævlebakkerne. Men det er et levn fra gamle dage. Kan huske i min hjemby, at der havde vi de vildeste bakker med flyv hop og alt muligt. De blev kaldt djævlebakkerne. Jeg vil vove og påstå at dem vi har her er endnu mere sindssyge. Og der er selvfølgelig også børnebakker – så vi ikke slår os helt fordærvet. Vi er så heldige at vi har bakker lige i “baghaven”, så vi ikke skal ud og køre efter bakkerne og så slipper vi for forsamlinger i disse tider. Ingen grund til at tage hen hvor hundredevis også tager hen, når vi selv har de fedeste kælkebakker få 100 meter fra huset.

Piv kold fornøjelse

I dag gik det også fint med hjemmeskole og job. I vores middagspause var vi ude og gå en tur omkring ejendommen. Solen skinnede og vi så et par rådyr. Vinden var dog piv kold, men vi gik os hurtigt til varmen.

Hovsmeden har også været der i dag og ordnet de to hestekrikker. René var heldigvis hjemme til at hjælpe med at holde. Mads kiggede også forbi for at hente nogle af hans ting han har stående. Hyggeligt. Da hovsmeden var kørt tog vi Bimmer med ud på en hurtig lille tur. Mindstemanden var helt vild og var næsten ikke til at rive af igen 😂

Lockdown uge nr. 2

Så startede vi på anden uge hjemme. Mindstemanden er blevet afleveret senere i børnehaven og han bliver også hentet noget før tid. Det er alt hvad vi kan gøre, når vi nu har arbejde og hjemmeskole.


I går fik René hentet foder i Astrup til dyrene, mens jeg tog på ugens indkøb. Vi handler altid for 1 uge af gangen. Det er nemt, og meget billigere. Vi er ikke så låst i forhold til madplanen – vi kan altid bytte rundt på dagene, hvis det lige er det vi har lyst til. Så helt kedeligt er det heller ikke.

Vi fik også gået en lang tur med hundene. Vi har så mange smukke steder lige omkring os. Vi fik set en stor flok krondyr og 2 smukke svaner. Altid en oplevelse når vi er på tur. Og ellers ladede vi bare op til ungerne kom hjem igen fra deres far. Vi er begyndt at se Borgen. Den har jeg heller aldrig set – så det er vist på tide, nu da der er i udsigt til en ny sæson her flere år efter. Glæder mig.

På opdagelse

I dag gik turen til kærlighedsbroen fra Nørresundby til Aalborg. Det blev bare en hurtig tur, for der var sindsygt mange mennesker. Helt klaustrofobisk. Vi skyndte os tilbage til bilen og tog hjem og gik en lang tur i stedet med hundene. Vi havde også stadig sne og solskin, i modsætning til Aalborg. Så det blev en god gåtur alligevel.

Bjørnbakkerne i baghaven ❤️

Hvorfor kære så langt, når man har så smuk en natur i baghaven?! Elsker hvor vi bor 😍

Sneen er dog på vej retur. Lidt trist. Håber der snart kommer mere sne. Vores snemand og isbjørn er også blevet noget trætte af det hele 😂