Hverdagens Eventyr:

Personlig Blog om Alt og Intet – Tanker, Oplevelser og Livets Små Øjeblikke

På opdagelse i lokalområdet

I går gik turen til ØB for at se hvad byen ellers går og gemmer på af stisystemer og hvad det der Bålhøj nu var for noget. Keld synes det var dejligt med nye dufte og oksede derud af. Dejlig lille by og også lidt liv i form af glade unger, der legede ude, selvom det var aften. Dejligt at se. Her hvor vi bor nu er der ikke så meget liv, selvom byen er større. Det er noget der virkelig tiltrækker mig. Det var også dejligt at komme ud og gå igen. Vejeret var så dejligt i går aftes. Nød det virkelig.

Bare jeg har drømmene med mig

Hørte en sang med Nik & Jay i går på vejen hjem fra job. Den ramte mig med deres omkvæd:

Det’ lige meget hva’ dagen bringer
Lige meget hvor rejsen ender
Bare jeg har drømmene med mig
Så’ det okay, okay
Det’ lige meget hva’ dagen bringer
For hele verden venter
Bare jeg har drømmene med mig …

Nik&Jay – Forstadsdrømme

For det er jo så rigtigt – det hele skal nok gå, bare man har sine drømme med sig, ik? Det er i hvert fald dejligt at have drømme og endnu bedre når de går i opfyldelse.

John er syg derhjemme og har været det siden weekenden. Det er synd for ham. Håber snart han er frisk igen. Vi er jo helt alene i denne uge. Ældstebarnet er jo i praktik i Ranum Børnehave i denne uge. Det er gået godt indtil nu og hun er glad for at være dernede. Hun får en masse tegninger af de søde børn dernede.

Denne uge er også gået med HelloFresh – det er altså dejligt nemt, når vi bare er os to. I går var det fx. Tagliatelle med pesto og ovnbagte grøntsager. Det smagte herligt og der var rigeligt af det.

Det går pludselig også stærkt med projekt-boligsalg. Energi-manden kommer i dag og tjekker op på huset. Energi- og tilstandsrapport. Mandag kommer fotografen. Så det er bare dejligt, at det går så tjept.

Så røg Jerslevvej 7 til salg

‘Til salg’ skiltet er sat op. Westergaards Bolig har fået salget af Jerslevvej 7 – så dem kan du/I rette henvendelse til ved interesse. 123 kvm, 4 værelser, nyere køkken, nyt tag, fint badeværelse og fin lys stue. Shelter og bålplads i haven, stor lukket grund med udsigt udover markerne og 16 kvm stort redskabsskur. 995.000 kr.

Om et par dage skriver vi under på vores forhåbentligt kommende hus. Vi laver en betinget købsaftale – altså det vil sige, vi køber først, når vores er solgt. Så det er rigtig spændende. Håber virkelig vi kan flytte ud i drømmehuset i Øster Brønderslev. Det er SÅ meget mere os! Meget mere plads og et lille lokalsamfund – whats not to like?

Det var så den ferie

Det var en skøn ferie sammen med mine unger og svigersønnen. Der er blevet hygget og kigget en masse på hus, landejendomme og sommerhuse. Tankerne har kørt rundt. Og sjovt, så faldt hjertet til et hus vi faktisk har haft lidt kig på uden sådan rigtigt at have set det indvendigt, andet end på billederne. Men nu var vi bare så fokuserede på det skulle være en landejendom eller måske bare et sommerhus. Er godt nok spændt på hvor lang tid der går med at få solgt vores nuværende hus. Der er jo ingen der har råd til at stå med to huse i dag, så vi må lave en købsbetingetaftale eller hvad det nu hedder. Det er godt nok lige lidt for spændende det hele. Der er jo ingen der ved, hvornår tingene sker og med den verden vi lever i pt – jamen så er alt jo uvist.

I går eftermiddag var vi ude hos nogle bekendte og hente vores bestilte oksekød. Fik 10 kg frisk oksekød med hjem og det udnyttede vi selvfølgelig og lavede hakkedrenge og bløde løg. Er du vimmer det smagte dejligt.

Ude på gården havde de også små hundehvalpe. NØJ, hvor var de altså bare søde. Men ja – det går ikke. Vi skal have en ny Keld om 1-2 år i stedet. Så må hellere holde os i skindet. Lotus var ellers godt solgt og ville give sin venstre arm for at få lov til at få en hvalp.

En spændende tid

Må sige det er ret så spændende at være os lige pt. Vi er faldet pladask for en ny bolig i Øster Brønderslev, og vores ejendomsmægler kommer i dag og skal vurdere huset her til et kommende salg. Håber virkelig vi kan få det solgt hurtigt, så vi kan flytte og starte på en frisk, sådan rigtigt.
Dagen i dag er blevet brugt på at gøre lidt rent. Heldigvis er der pyntet op til Halloween i huset, så det er begrænset hvor meget man behøver at gøre rent. ha ha.