Vågnede op i morges til et koldt hus, igen! Er godt nok ved at være træt af det fyr som det skaber sig. Oliemanden skulle meget gerne komme i dag – ellers tror jeg nok jeg bliver ret ond i sulet. Fyret skaber sig fordi oliebestanden er kommet så langt ned og samtidigt er der ikke vand nok på fyret. Vil prøve at hælde vand på her senere og så lufte radiatorene ud i huset bagefter og så fylde vand på igen. Jo jo, morfar har fortalt hvordan man skal gøre det. he he.. Så håber jeg det kommer til at virke. Der er dog varme på huset – man skal bare lige overtale fyret til at gå igang et par gange om dagen.. ihhh..
Jeg har også haft snakket med Brønderslev kommune. Vi vil have en ny og større skraldespand/container. Den koster så 1100 kr. bare for den og så skal vi give 1660 kr. i renovation. Men igen – tror det er godt givet ud. Vi har simpelthen så meget skrald og der bliver kun tømt hver 14. dag. Så I kan godt regne ud vi er lidt pressede og har en del sorte affaldssække stående, der venter på skraldemanden.
Lotus´sundhedsplejerske ringede også lige her i morges. Hun ville lige høre hvordan det gik og da vi ikke havde noget at klage over – synes hun vi lige så godt kunne udsætte tiden til engang i januar. Jo jo – ikke noget problem. Det hele kører jo som det skal med den lille guldklump. Og vi har jo heller ikke set sundshedsplejersken siden i sommers – og vi ved jo hvor hun er hvis der bliver noget. 7-9-13. Det skal nok gå det hele.
Chili kom afsted i Børnehaven i dag. Hun var i vældig humør og glædede sig rigtig meget. Hendes bedste ven, Morten, stod også og hoppede og tog glad imod hende dernede.
Morfar har også fortalt at de giver os en brændeovn i julegave! SÅDAN MORFAR! Det er vi vildt glade for. Især når vores fyr kan finde på at strejke på den måde, så er det dejligt at have en brændeovn som backup. Samtidigt kan vi også spare en del penge på olie ved at have en brændeovn. WIN WIN! Så nu sidder jeg og kigger på tilbud. Hvor mon vi kan få en billig løsning? Med skorsten og det hele? bum bum bum…
Ellers har jeg fået ringet til Stena Line. De skylder os 380 kr. for overfarten. De påstod jo at der ikke var blevet betalt for vores rejse da vi troppede op i lørdags. Så vi måtte lige betale igen – men skulle så ringe i dag for at få pengene sendt tilbage. Det var der så heller ingen ben i og pengene er nu på vej tilbage til os. Sådan!