Har nu gået i to dage og undgået smertestillende, det er gået ok – var dog tæt på at tage noget i går efter min løbetur. Men det gør mig glad at jeg nu i to dage ikke har haft behov for smertestillende og har kunne holde hovedpinen ud. Hvis jeg stadig har hovedpine mandag, skal jeg ned til en akuttid hos lægen. Nu må vi se. Jeg hænger i og er ved godt mod.
Chili skal overnatte hos en veninde her i aften til i morgen. Hun glæder sig virkelig meget. Det bliver bare noget underligt at hun ikke er hjemme og kommer til at savne hende noget så voldsomt. Mors pige! Lotus får en veninde på besøg i morgen. Det bliver spændende og jeg håber det kommer til at gå godt, som vi forventer. Men altid spændende når de skal have nye legekammerater med hjem.
I går havde Chili Maja med hjemme og de havde bestilt risengrød – og det fik de. Og så blev de kørt i klubben. Lotus og jeg var lige med inde og vende og sladre lidt og Lotus fik lov at blande lidt slik i kiosken. Ja, så var aftenen reddet.
Nu lader vi op til en spændende weekend, med Revy i Ørum, kaffe- og legeaftaler, kattekillinge-afhentning og afhentning af halm. Jo jo, der er altid noget at se til hjemme hos os.