I går var en stor dag. Vi flyttede de unge mennesker ud i deres nye lejlighed i Aalborg. Det var en dag fyldt med travlhed, hårdt arbejde og masser af følelser. John og jeg, ungernes far, deres søskende og bedsteforældre var alle med til at hjælpe. Alle mand gav en hånd med, og det var virkelig en teamindsats, der fik flytningen til at gå hurtigt og effektivt. Vi pakkede alt, hvad vi kunne få i hænderne og i bilerne, og fik det hele op til deres nye hjem.
I dag står den så på flytning af de store møbler, og vi er spændte på at få det hele på plads. Det bliver rigtig godt! Men selvom det er en glædelig begivenhed, var der et øjeblik, hvor det virkelig ramte mig. Jeg måtte blinke væk en tåre, da jeg kørte derfra. Min store, store pige, som pludselig flytter hjemmefra. Det er et stort skridt for hende, og selvfølgelig også for mig.
Jeg er så glad på deres vegne. Det er en fantastisk mulighed for dem, en chance for at starte et nyt kapitel i deres liv. Men hold nu op, hvor er det også hårdt at give helt slip. Jeg havde måske ikke regnet med, hvor følelsesmæssigt det ville være for mig som mor. Jeg ønsker det bedste for dem.
Så selvom jeg er fyldt med glæde og stolthed, må jeg også erkende, at det er en hård rejse at lade gå. Men de er klar, og det er det vigtigste. Jeg glæder mig til at følge med i deres nye eventyr og er utrolig stolt af dem.