Ja, det har godt nok været lidt af en gyser må jeg nok sige.
Som i sikkert havde læst så havde jeg jo fået nyt job fra 2. januar. Det blev til lidt af en gyser, men endte tilsidst lykkeligt. Heldigvis!
Sidst i november blev jeg tilbudt ansættelse som Marketingkoordinator hos et firma nord for Aalborg, hvilket jeg jo naturligvis var enormt glad for. Planen var med opstart til 2. januar. Fik skrevet under på ansættelsesaftale og opsagt mit nuværende job, som man nu gør. Vi spoler så tiden 5 dage længere frem til 5. december, hvor jeg modtager en e-mail med ordlyden “Da vi netop har modtaget meddelelse om, at vi ikke som forventet er kommet i betragtning til en for os vigtig aftale, har vi været nødsaget til at foretage en opbremsning – vi må derfor trække din ansættelse tilbage”. Intet opkald. Ingenting. Én mail simpelthen!?
Jeg stod nu uden job fra 31. januar. Fritstillet. Det hele var lidt surrealistisk og jeg gik ærligtalt lidt i chok! Blev vred, meget ked af det, skuffet og følte skam. Følte jeg havde gjort noget forkert. Alle følelser var jeg igennem. Det blev dog hurtigt vendt med støtte hjemmefra og jeg hoppede op på hesten igen.
Jeg kan så fortælle at jeg fik en dejlig julegave – jeg starter i nyt job til januar – og endda i samme by jeg bor i. Med så meget bedre arbejdstider, bedre løn, super godt arbejdsmiljø og gode personale-goder. Det er så fedt et sted og super søde kollegaer – har allerede hilst på flere af dem mere end en gang. Min arbejdsstation er allerede sat op og de glæder sig til jeg møder ind 2. januar. Det kan i tro jeg også gør. Føler mig så heldig!