Ja, indrømmet at da de første udmeldinger kom om sygdommen, var jeg også en af dem, der tog det helt roligt. “Det er jo bare en influenza” og “den er ikke farlig for dig og mig”. Men det billede har ændret sig drastisk må jeg sige.
Jeg eller vi her i huset tager det meget alvorligt nu. Det er ikke os, der bliver alvorligt syge, men vi må gøre hvad vi kan for at beskytte menneskerne omkring os og sørge for sygdommen ikke spreder sig mere. Passe på vores job, så vi har en indtægt og et liv efter coronaen. Det er der desværre mange, der ikke fatter en brik af. Deres børn skal ikke kede sig i denne karantænetid og fortsætter ufortrødent med legeaftaler, fødselsdage m.m. selvom rådene pt. er at begrænse al form for kontakt med hinanden.
Selv har vi aflyst Fønnes 3 års fødselsdag og Renés runde fødselsdag. Og jeg skal arbejde hjemme og holder ungerne i huset hjemme, når jeg får dem hjem fra deres far. René skal passe hans job og træde til, hvor der er brug for ham.
Er træt af at folk der ikke lytter til anbefalingerne, fordi man måske keder sig. Er træt af de har deres egen fortolkning af, hvad de har læst eller hørt et sted og selv laver deres egne regler med hvad de mener kan passe eller ikke kan passe.
Hver gang man sætter sine egne behov først, er man med til at trække sygdommen og situationen ud. Det er kedeligt at sidde derhjemme. Men tænker vi alle overlever de 14 dage eller 2 måneder det måske kommer til at tage.
Jeg håber (og er nok lidt optimistisk at tro) at det er ovre om 14 dage, men håber virkelig folk omkring mig vil tage sig sammen og tage det hele seriøst.
Vi bliver i hvert fald hjemme her og skal ikke have besøg af nogen af respekt for os alle sammen og hinanden.
