Forår i luften…

I dag kom HC og prøvede Henning. Det gik jo over al forventning og vi tør godt sige nu, at vi har endnu en ridevant hest på Nørvang! Kan slet ikke få armene ned igen. Det bliver så godt og Tina og Henning er bare så fint et par. Håber og tror de får meget glæde af hinanden. Og så glæder vi os til vi rigtig kan komme ud og ride sammen på de to drenge! Det bliver godt!

Ellers har dagen gået med at tjekke Skatten og regne den ud. Jeg skal heldigvis have penge tilbage i skat, men John skal så af med en del. Øv også. Heldigvis fik vi råd og vejledning af Johns bror, der hjalp os med at rette næste års opgørelse så det her ikke sker igen.
Eftermiddag gik i Dronninglund. Vi havde hørt så meget om en forhindringsbane ude ved Produktionsskolen og den var ungerne friske på at prøve. Vi fandt den også efter lidt ringen til Svend Aage og snakken med en sød herre, der kom forbi. Desværre var banen ret slidt og ødelagt. Mange af forhindringer var ødelagte og så gik en del af oplevelsen jo tabt. Men ungerne synes det var ok, og løb af sted igennem skoven og fulgte pilene. Vi fik også årets første is udendørs. Virkelig lækkert vejr, der var i dag. Solen varmede så dejligt.John skulle også lige prøve og legede Abekat…

Friends…

Lørdag morgen afleverede vi ungerne hos deres reservebedster og blev så efterfølgende hentet af Bitten og Jørgen. Vi skulle ud og prøve det der Fiskespa alle snakker så meget om. Det var en lidt grænseoverskridende oplevelse at stikke fødderne ned til 200 små fisk, men efter man lige havde vænnet sig til det, var det faktisk ganske rart og en god oplevelse. Efter fiskespaen tog vi ud i gågaden og gik en frisk tur og endte så på Cafe Friends og spiste frokost der. God mad og et hyggeligt sted. Vi tog så turen tilbage igennem gågaderne og fik set på en masse tøj og bare grinet en masse. Vi blev hurtig enige om at dagen langt fra var slut og aftalte vi skulle ses igen om aftenen til rødvin, danske film og lidt spil. Aftensmaden sprang vi over efter den gode frokost på Cafe Friends. Bitten tryllede lidt med lidt snacks og Jørgen bagte de mest utrolige cookies. Mums! Så vi manglede bestemt ikke noget den aften.

En fredag, der ikke blev helt som planlagt…

Havde set frem til fredag, hvor John ville have haft tidligt fri og havde lovet at kræse om mig med at lave aftensmad. Desværre blev det ikke helt sådan og han fik en ekstra opgave og jeg stod med hele “lorten” og en bil, der skulle have været til mekanikeren og en delvis aftale med vores venner fra Hjallerup. Det hele blev lige rykket rundt og så stod jeg med ungerne og maden alene. Ungerne og jeg tog i stedet ind og lejede en tegnefilm til dem og jeg lejede Sygt Lykkelig til mig selv, da jeg ikke anede hvornår jeg fik min mand hjem. Ungerne og jeg lavede også hule i stuen, hvor de ville sove om natten. John nåede dog hjem til varm aftensmad og vi knappede en god rødvin op.

Her kan I se menuen for fredag aften:Engelsk bøf med små frække baconkartofler smurt i timian og olie, frisk blandet salat og hjemmelavet tzatziki. Ungerne lavede (med hjælp fra mig) en Hawaii-pizza og jeg fik lavet en grøntsagskrokodille til dem til stor glæde for ungerne!

Til dessert lavede jeg en Jordbærdrøm… uhhhmmm…..