En produktiv sommeraften med projekt hundegård 🐾☀️

Der blev ikke slappet meget af hjemme hos os i går aftes – men hold op, hvor fik vi rykket på projekt hundegård!

Vi startede med at få malet alle stolperne, så de er klar til næste skridt. Samtidig fik vi savet træ ud til den terrassedør, der har været i stykker så længe på terrassen. Det er virkelig skønt at kunne se projektet tage form, én opgave ad gangen.

Vi fik også malet hegnet over mod den ene nabo på begge sider. Heldigvis var vi helt enige om farven, så der var ingen diskussioner – vi kunne bare gå i gang. De to fag af hegnet blæste jo ned tidligere på året, så når vi alligevel havde penslerne fremme, kunne vi lige så godt fortsætte og få det hele til at se pænt og ensartet ud.
Det er virkelig motiverende, når man kan se resultaterne af et par timers arbejde. Jeg fik også malet mig selv 😅😂🫣 Godt det er nemt at få af igen 🤪

Når vi kommer hjem fra arbejde i dag, regner vi med at gå i gang med at sætte hegn på selve hundegården. Det bliver nok en af de opgaver, der tager lidt tid. Der skal godt nok mange hæfteklammer i, før hegnet sidder, som det skal. Men heldigvis er vi foran vores tidsplan, og det giver altså lidt ekstra ro i maven.

På søndag kommer ungerne hjem, og så er der for alvor dømt sommerferie hjemme hos os. Vi har faktisk ingen planer – og det føles helt fantastisk. Ingen kalender, der skal passes. Ingen arbejde. Bare sommer, ferie, kvalitetstid og forhåbentlig en masse hyggelige stunder sammen. Behøver jeg at skrive, at vi glæder os helt vanvittigt?!

Varme dage, strandture og lidt dårlig samvittighed

Hvis I har fulgt med herinde, ved I, at vi havde store planer om at få rykket godt på Projekt Hundegård. Men helt ærligt… den danske sommer har haft andre planer.

De seneste dage har varmen været så intens, at vi simpelthen ikke har kunnet få os selv til at stå og knokle med stolper, hegn og værktøj i bagende sol. Projektet står derfor stort set, hvor det gjorde for nogle dage siden – og det må vi bare erkende.

Til gengæld har vi været ret gode til noget andet: at nyde sommeren. ❤️

Min mand har virkelig forkælet mig de sidste dage. Der har været hjemmespa, massage, lækker mad og kølig rosé på terrassen, mens vi har nydt de lune sommeraftener. Nogle gange er det altså også vigtigt at huske at holde lidt fri og bare være sammen.

Vi fik også nye såisebordsstole her i ugen og de gamle røg på losseren. Sikke det pyntede.

I går pakkede vi Fiaten, to campingstole og tog til Saltum Strand. Med i bagagerummet var sushi og en flaske rødvin, så vi sad og spiste aftensmad med udsigt over Vesterhavet. Det var simpelthen så hyggeligt.

Vi var selvfølgelig også en tur i vandet – faktisk et par gange. Og hvor var det skønt! Vandet var overraskende lunt, og det var den perfekte måde at blive kølet lidt ned på.

Men… nu er hyggen ved at være slut. 😄I weekenden SKAL vi altså i gang med Projekt Hundegård. Vi kommer ikke udenom det længere, hvis vi skal nå i mål.

Og som om det ikke var nok, har vi jo også et par andre projekter, der venter på os: En overdækket terrasse. En ny låge omme bagved. Og havehegnet, som også skal sættes op. Der bliver altså nok at se til de kommende weekender.

Men én ting ad gangen. Først hundegården – og så må vi håbe, at vejret bliver en lille smule mere arbejdsvenligt.

Camping i Ålbæk 2026

Nogle ferier har bare det hele – og sådan en uge har vi lige haft.

Mandag landede vi på Ålbæk Camping, hvor vi heldigvis havde forbooket vores plads. Det viste sig at være en virkelig skøn plads, omkrandset af træer, så vi havde fred og ro omkring os. Godt nok var der lidt langt til både vandposterne og fælleshuset/toiletterne, men det betød bare, at vi fik samlet en del kilometer i benene i løbet af ugen.

Vi var afsted hele flokken – ungerne, den ene svigersøn, Lotus’ veninde og hundene. Der var liv og glade dage, præcis som vi elsker det.

Vejret kunne vi bestemt ikke klage over. En hel uge med solskin, lange morgener, sene aftener og den helt særlige feriestemning, hvor man glemmer tiden. Dagene gik med familiespil, god mad, kolde drinks og masser af grin.

Mindstemanden fandt hurtigt både nye og gamle venner på pladsen. Børnene finder sammen på ingen tid, og pludselig er de væk det meste af dagen.

Vi var også med til fællesspisning sammen med nogle af de andre gæster på campingpladsen. Det var virkelig hyggeligt at møde nye mennesker og få en snak over maden. Fedt initiativ.

Der blev både badet i havet og i campingpladsens dejlige badesø – en skøn måde at blive kølet af på i sommervarmen. Vi gik ture ind til Ålbæk, spiste alt for mange is, nød kolde øl og sodavand og fik selvfølgelig også kigget i et par genbrugsbutikker. Jeg fik endda læst lidt i min bog og slappet helt af – noget jeg ellers ikke altid er så god til.

Hundene fortjener også et lille skulderklap. De var meget mere rolige end sidste år, og vi hørte næsten ikke noget til dem. Jeg tror faktisk, at vores placering havde en stor del af æren. Vi lå lidt for os selv, og det gav både dem og os mere ro.

Som altid gik ugen alt, alt for hurtigt. Pludselig var det lørdag, og turen gik hjem igen, hvor campingvognen blev tømt, og alt blev pakket ud. Søndagen stod heldigvis bare på ren afslapning.

Vi sluttede weekenden af med en tur til Det Blå Ishus i Tversted. Vi havde glædet os til en lækker is, men desværre blev det en kæmpe skuffelse. Det er faktisk den dårligste is, vi nogensinde har fået. Softicen smagte af muggen fløde – den var simpelthen uspiselig. Vi endte med at smide isene ud. Egentlig burde vi have sagt noget, men vi var allerede kommet et godt stykke væk, og der var en kilometerlang kø, som vi i forvejen havde ventet alt for længe i.
Så ja, vi var ærlig talt ret skuffede.

Men heldigvis ændrer én dårlig is ikke på en fantastisk ferie. Vi tager hjem med masser af gode minder, grin, afslapning, sol på næsen og endnu en skøn campingoplevelse sammen med dem, vi holder allermest af.

Nu må vi bare begynde at glæde os til næste tur. ❤️

En dag med lidt af det hele

Dagen startede på arbejde, hvor vi hyggede med lækkert smørrebrød i anledning af, at sommerferien står for døren på mit nye job. En rigtig fin måde at ønske hinanden en god sommer på.

Efter arbejde kiggede vi lige forbi naboerne, som havde inviteret på en øl og en sodavand. Det var hyggeligt lige at få ønsket god sommer, inden vi drog videre.

Herefter gik turen til stranden, hvor Chili og Noah også var med. Kort efter mødtes vi med vores gode venner Kristina og Thomas. Selvom vejret ikke var helt så fantastisk som længere inde i landet, var det stadig skønt at komme ned til vandet. Vi fik både badet og slappet af i solen.

Da sulten meldte sig, hentede vi pizza, som vi nød på stranden i Saltum. Det kan altså bare noget at spise aftensmad med udsigt til havet.

På vejen hjem tog vi et smut forbi mormor og morfar. Her fik vi smagt lidt af de lækre sager fra køkkenhaven, og vi nød et dejligt koldt glas rosévin, inden turen gik videre mod Brønderslev.

Men dagen var langt fra slut…

Da vi kom hjem, ventede en lille overraskelse. Vores kat MisMiv havde født en enkelt lille killing under baren på terrassen. En lille sund og ret tyk lille hankat lå der og kiggede op på os. Sikke en fantastisk afslutning på en dag.

Sommeren er endelig kommet

Sikke en dag vi havde i går.

Vejret var varmt. Næsten for varmt. Men vi må jo ikke klage, for sommeren er endelig kommet til Danmark, og hvor har vi ventet på den. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det hele føltes lidt mere afslappet og sommerligt.

Vores mellemste havde været afsted i Fårup Sommerland med sin klasse. Hun havde selv stået for provianten og bagt både pølsehorn og pizzasnegle til sig selv og kæresten. Køletasken var pakket og klar fra morgenstunden, og da jeg så hende afsted med det hele, slog det mig endnu en gang, hvor hurtigt børn bliver store. Det føles ikke længe siden, at vi selv pakkede tasken for hende.

Da arbejdsdagen var slut, handlede vi ind til grillaften. Mellemstebarnet ville først komme hjem senere, så vi havde god tid til at få købt ind og gjort klar til en hyggelig aften.

I løbet af eftermiddagen kiggede den store datter og svigersønnen forbi. De lånte Fiaten til en tur til stranden, og det var så hyggeligt lige at se dem et øjeblik. Samtidig fik vi også ønsket stort tillykke med de flotte karakterer, hun har fået på gymnasiet. Efter sommerferien venter 3.G, og det er svært ikke at være lidt stolt.

Som om det ikke var nok med store milepæle, er mellemstebarnet også færdig med 9. klasse og skal videre på nye eventyr efter sommerferien. Det er en spændende tid med mange forandringer, og nogle gange føles det næsten som om, at børnene udvikler sig hurtigere, end man kan følge med til.

Og så er der mindstemanden, som efter sommerferien skal begynde i 2. klasse. Han glæder sig og tager det hele med godt mod. Det er dejligt at se.

Når man ser på det hele samlet, sker der godt nok mange vilde ting på én gang. Børnene bliver større, nye kapitler begynder, og livet bevæger sig fremad i et tempo, der nogle gange tager pusten fra en.

Men i går, med sommervarmen, grillmad på menuen og børnene samlet omkring os – om end kun for en stund – blev vi mindet om, hvor heldige vi egentlig er.