Sommerferie i Sverige, Vättlefjäll…

Mandag morgen tog vi af sted mod færgen fra Frederikshavn til Sverige. Kursen var lagt. Den stod på 4 dage i kano og telttur på en øde ø i Vättlefjäll, lidt nord for Göteborg.

Turen over gik så fint. Ingen søsyge eller andet, der drillede. Og vi kørte lige til stedet, hvor vi havde booket kanoerne. Vi fik hurtigt pakket om og over i vores 2 kanoer og fik dem søsat. Nu gik kursen mod en lille ø midt i den store sø. Fantastisk sted.

Lidt over middag landede vi på øen. Det var lidt en udfordring, at komme tværs over søen, for der blæste pænt meget og det var min anden tur i kano. Jeg var i kano med Chili, der hjalp godt til. René havde så Lotus og Fønne med i sin kano.

Vi fik hurtigt stablet en lejr op på benene på øen. Vi havde 3 telte med. 1 til pigerne, 1 til René, Fønne og jeg – og 1 lille telt til mad og grej. Det fungerede så fint.

Det blev også til et par ture i én kano, hvor ungerne kunne sidde og nyde turen og vi voksne var motor. Onsdag drog vi ind til fastlandet og fik handlet lidt slik og sager ind for ungernes skyld.

Maden blev tilberedt på små gasblus. Dæleme smart og så fyldte de ingenting i oppakningen. Vi lavede pandekager, havregrød og aftensmad på de små blus.


Og så havde vi jordens dejligste udsigt. Vi var også utrolig heldige med vejret. Der regnede først, da vi havde pakket lejren ned og var på vej hjem. Godt timet.

Det blev også til 4 dage, for mit vedkommende, uden makeup, glattejern og hårtørrer. Det gik bare så fint. Og badet blev klaret i søen og toiletbesøgene var med en lille spade og en pose med toiletpapir og vådservietter. Primitivt ja, men dejligt og afslappende. Vi havde kun mobilen med til nød og til at tage billeder på turen.


Vi havde lidt fiskegrej med, men fangede desværre ikke noget deroppe.


En af dagens gøremål, var at samle brænde. Phoenix ville gerne hjælpe til.


René var en af de modige og sprang på hovedet i søen.
Hele banden i orange veste. Sikkerheden var vigtig. Især med Phoenix ombord. Han var rigtig dygtig og havde heldigvis stor respekt for vandet.

Dagene fløj af sted og jeg vil vove den påstand, at vi alle er klar til en tur igen. Faktisk kunne jeg godt havde brugt 4 dage mere derude. Den ro og nærhed man oplevede ved at være på så lille en ø, uden elektronik og andre mennesker. Det var guld værd og en kæmpe oplevelse. Det var en virkelig god og gennemført ferie. Og vi fungerede bare så godt sammen, alle mand. Alle havde Ja hatten på.

Inden Sveriges turen var vi i Vejle og fejre Maj-Britt og Brian sammen med ungerne.

Leave a Reply

Skriv et svar