Øst – vest, hjemme bedst…

Det har godt nok været nogle dage på farten. Synes jeg har kørt i øst og i vest for at hente og bringe ting. Onsdag var dog en rigtig dejlig dag. Tina kom og vi tog en ordenlig tur på hestene. En to timers dejlig lang ridetur blev det til og en bette galopper endda også på “stubberne”. Perfekt! Birthe og Svend Aage var dagens redning og de tog ungerne i pasning mens mor og Tina var ude og nyde vejret til hest. Er så taknemmelig for de gider se efter ungerne, når vi lige har brug for det. Og ungerne elsker jo også at være derovre. Så det er jo ren win-win for os.

Så skulle jeg til Aabybro og finde en bryllupsgave til Johns kollega – gaven skulle så afleveres inden 15.00 ved Johns firma og jeg skulle også lige have hentet printerpapir og printet et hjemmelavet kort ud! Pyh.. Nå, men vi kom da til Aabybro og fik skaffet gave og afleveret den til John og ungerne fik også lige et glimt af deres far i action. Derefter tog vi tøser turen til Hjørring. Vi skulle på et lynvisit hos mormor og morfar. Turen gik så til Hjørring, hvor Mette var med i en kagekonkurrence. Det var sjovt at se alle de flotte kage, men en ret kold oplevelse. Vi blev der ikke så længe – det var alt for koldt at stå og vente på afgørelsen. Vi kørte i stedet ud for at spise aftensmad og så en tur i AZ bagefter for at købe overgangstøj. Jeg fik købt regntøj til begge tøser samt gummistøvler og termotøj og en masse strømpebukser og ej at forglemme nye madkasser. Scorede lige et fedt regnsæt til Chili fra Hummel til bare 200 kr! Sådan!!