Håber i alle kom godt ind i det nye år? Det gjorde vi. Alle mand.
Traditionen tro, blev Nytårsaften holdt sammen med mine barndomsvenner, deres bedre halvdele og alle vores, efterhånden mange, skønne unger.
På billedet ser i et udpluk af ungerne. De små og dem i maverne er ikke med, desværre.
På billedet fra venstre er det: Lotus, Sofie, Chili, Alberte og Jeppe. Skønne unger!
Nytårsaften blev holdt i sommerhuset i Hou. Det var lettest, så vi alle kunne sove der og ikke skulle rykke sovende børn i bilerne for at komme hjem. Det var en rigtig hyggelig og stille aften, som det nu er med små børn i huset.
Vi kom også godt over julen, trods uheld og ulykker. Julen blev holdt hos min far først, til frokost og så senere oppe hos ungernes farmor og farfar.
Vi oplevede desværre at vores gode ven igennem mange år røg på sygehuset med en blodprop. Heldigvis er hun vel hjemme igen. Men det var da godt nok noget af et chok. Vores tanker er i hvert fald hos hende og hendes familie hele tiden. Vi ser frem til et godt år 2018 med masser af gode stunder og ikke mere sygdom og ulykker.
Jeg kunne heller ikke sige mig fri for ulykke og trælse ting. Som altid når det er jul, skal der ske et eller andet. For 2 år siden stod støvsugeren af lige op til jul, for 1 år siden røg opvaskemaskinen og tørretumbleren. I år var ingen undtagelse – her røg vaskemaskinen! Ja, hvorfor ikke? Og jeg endte med en grum tandpine mellem jul og nytår. Av min tegnebog og av min tand. Men som altid endte det hele jo godt igen og problemerne blev løst. Heldigvis er det jo ingen ting i forhold til sygdom og ulykker.
Jeg håber dog år 2018 lysner sig på hjemmefronten. Det er ingen hemmelighed det har været et trælst år. Selvfølgelig dejligt og overskønt, at vi fik lille Fønne. Men der har været så meget andet, som jeg godt kunne have været foruden. Det tager tid at komme sig over. Jeg håber i hvert fald jeg finder noget afklaring og finder en god løsning på det hele. Lige nu står det hele på standby. På hverken godt eller ondt. Dagene går jo og hverdagen skal fungere. Vi skal bare lige have det hele med – så har man det bedst. Men hvad er bedst? Ja, det er så spørgsmålet… Det blev også året hvor min familie og jeg blev chikaneret på det groveste. Opkald, smser og ligefrem overvågning og stalking!. Det var bestemt ikke rart. Men det er vi heldigvis ovre nu. Så er der kun rygterne tilbage – men de vil nok altid være der. Det var ikke lige det man havde brug for oveni alt det andet.
Fønne fik ellers en genial julegave i år. Han fik en selvkørende bil (dog også med fjernbetjening – så man kan styre ham, indtil han får “kørekort” til den lille bil). Han er lige så fartglad som sin mor.
Phoenix er nu snart 10 måneder og kan sidde selv, møve sig fremad på numsen, vise hvor stor han her, klappe-klappe-kage, sige Mar (mor), Dar (far), Ja og mam-mam. Han tvivles godt i dagplejen og bliver fulgt tæt af kommunens fys. Fønne er en smule bagud, motorisk. Han rykker sig dog fremad, med små bitte skridt. Det er altid noget. Så det skal nok komme det hele.
Jeg er også rigtig kommet i gang med at løbe. Er oppe på at kunne løbe 6 km nu, uden at gå til. Jeg er også kommet med i en løbegruppe i Klokkerholm sammen med Finn, Torsten, Anne og Louise. Det er så godt, og de trækker mig med op i tempo. Vi løber en 2-3 gange om ugen, hvor vi mødes oppe i byen og løber sammen.