Desværre er et af de hvide befrugtede æg gået tabt. Det er “faldet sammen”. Der er en tydelig stor blodring i ægget, hvilket betyder at fosteret er dødt. Blodringen kan variere meget i størrelse og kraftighed. Status er, at jeg har 2 helt sikre levende fostre tilbage af de hvide æg. De grønne kan jeg som sagt ikke lyse igennem, men håber de 4 æg vil lykkedes alligevel.
Den 29. april puttede jeg 3 grønlægger æg og 3 Isa Warren æg i rugemaskinen, som vi har købt på nettet. En lille rugemaskine til 7 æg. Har bestemt mig for at have Ja-hatten på ved dette projekt. Det burde kunne lykkedes, selvom maskinen er så lille og købt i udlandet. Har set en del YouTube videoer, hvor det rent faktisk er lykkedes. Så nu vil jeg prøve at skrive lidt om mit første forsøg/forløb. Er dog mest bekymret for selve udklækningen – om der er overhovedet er plads til kyllingerne, når de klækkes ud?! Ellers må jeg købe en ekstra maskine til udklækningen?! Eller finde et andet alternativ. Det må lige tænkes lidt mere over!
Første gang der lyses er på 5. – 7. dagen. Her kigges efter liv. Æg der er ubefrugtede og æg med døde fostre tages ud.
I dag er det 6. dagen – og jeg vil i dag prøve at gennemlyse æggene. Vil så sige, at det ikke er et hit med de grønne æg – dem kan jeg simpelthen ikke lyse igennem!?! Men de 3 hvide æg og 1 enkelt lysegrønt kan jeg sagtens – og hvad jeg kan se, er alle 4 befrugtede. Der er en lille mørke plet, der flyder rundt og blodårer der stråler ud fra det. Det er gennem disse blodårer næringen transporteres til det lille kyllingefoster inde i æggeblommen. Intet mindre end fantastisk! Er så spændt!
I den runde ende af ægget er der under skallen en luftblære. Det er størrelsen på denne som viser om rugningen forløber som den skal. Og det ser ud til, det hele forløber som det skal.