Sikke da et fantatisk værktøj: Ruteplaner.dk. Man kan sidde og tegne sin rute op og måle hvor lang den er. Fantastisk. 8 km blev det til igår aftes på hesteryg sammen med Mette. Dejlig tur. Og vi var i læ for vinden de fleste steder. Det kunne ikke være bedre.
Desværre kom jeg hjem til en noget vag Chili. Hun havde feber. Hun havde godt nok døjet med ondt i hovedet efter vi kom hjem fra svømmehallen. Men, vi tænkte det måske bare var lidt træthed. Men da det blev ved, vidste vi godt, at der var noget i gære. Hun ser dog ud til at være frisk nu? Hun sov inde imellem mor og far i nat. Det gjorde vist underværker. Chili og jeg lå længe og snakkede og planlagde hendes 4-års fødselsdag. Det var så hyggeligt. Tror jeg også hun syntes.
Dagen i dag står på Kvadrilletræning for undertegnede her. Far og ungerne tager nok en tur op til Farmor og Farfar. Det er jo en speciel dag i dag
Jeg regner dog med, at jeg først runder kirkegården i morgen og får givet min mor en bette blomst. Tiden er bare ikke lige til det i dag og er sikker på hun bliver lige så glad for blomsten om den kommer i dag eller i morgen. Det er vel tanken, der tæller?!? Ikk?
Chili og Lotus har givet mor en lille sød lilla blomst. Tusind tak unger. Den stod pænt og ventede på mig, da jeg stod op med ungerne. Det er jo fars “sove-længe-dag” i dag. Så det varer nok et par timer, før jeg ser ham.