Skønne dage i Silkeborg med familien

Weekenden stod i familiens tegn. Svigermor og svigerfar har en genial og god tradition med at invitere deres børn og svigerbørn på en hel weekend hvert år forskellige steder i Danmark. Denne gang på Gl. Skovridergård i Silkeborg.
Vi er dejligt mætte af gode indtryk og ikke mindst dejlig kost og logi.

Vi fik set Brunkulslejren i Søby, Kaj Munks mindesten ved Silkeborg, Trolden Stærke Storm og kultur- og bunkermuseet ved Silkeborg Søbad og det store kunstværk kaldet Elia i Herning og selvfølgelig rundede vi også Himmelbjerget som prikken over i’et.

Oveni var vi heldige at opleve veterantræf med Bugatti biler og senere også Jysk Harley Davidson klubben på tur. Fed oplevelse!!

Snuppede lige en PCR test på vejen hjem over og den var heldigvis negativ. Selvom vi er færdigvaccinerede så synes jeg man skylder lige at blive testet alligevel.

Ikea helvede

Spiste tidligt i går og drønede til Aalborg med ungerne. Vi skulle ud og købe lys og pynt til konfirmationen. De to andre fik købt lidt sager også for deres lommepenge. René mødtes med os derude og tog de små med hjem, så ældstebarnet og jeg kunne få handlet de sidste ting i Ikea. Det gik stærkt. Fløj ned til pyntetingene og så var vi ude igen i løbet af nul komma fem. Dejligt!
Da vi kom hjem fik vi bestilt lidt mere sager til konfirmationen på nettet. Det bliver så fint, ja det gør så.

Ferien er slut

Så er vi i gang igen efter en dejlig lang sommerferie. Hold nu op, hvor har vi oplevet meget og bare nydt tiden. Kan dog mærke konfirmationen presser sig på og er begyndt at stresse en lille smule, men mon ikke vi når det hele. Det er nu også dejligt at være tilbage på sin pind igen og føle hverdagen er igang igen. Ungerne trængte i hvert fald til det.

Vi har lagt beslag på en ny lille hunkilling fra min kollegas forældre, som vi får hjem her i oktober. De andre skal neutraliseres, så vi mangler en ny hunkat til hankatten, Steen. Jytte skal hun hedde og er bare en sød lille vims. Og så er der lidt rødt i hende også – så vi satser på røde kattekillinger, når den tid er.

Mit gevær er hos bøssemageren

Fredag tog vi på besøg ved Brasholt. Havde mit gevær med, for jeg skulle have lidt råd og vejledning. Vi fik mit gevær sendt til bøssemageren, så det kan blive kortet lidt af og få sat en ny blød rekyldæmpende bagkap på. Det bliver så godt.
Mindstemanden var med og havde selvfølgelig sit eget gevær med. Han elsker at være med i jagtbutikken.