Projekt-børneværelse skrider fremad…

Vi fik malet Chilis værelse i to farver. Lilla og sort. Chili var dygtig til at hjælpe og er også meget utålmodig. Hun synes hendes værelse snart skal være færdig så hun kan komme derind og sove. Vi mangler stadig lidt. Jeg skal have malet alle hendes møbler en sidste gang og givet den en lak til at beskytte dem bedre mod slag og stød. Der skal laves en væg formet som et slot og der skal sættes små “julelys” op på den sorte væg i “slottet”, males vinduer + ligges en madras ind. Der skal laves en gynge af en slags med kunstige blomster op ad begge reb og jeg skal have fundet et spejl til sminkebordet/prinsessebordet + en lille mini kontorstol af en art. Jeg har også et projekt med at betrække hendes skammel med nyt stof – så jo, der er nok at se til, før hendes værelse er færdigt! Elsker det! Det er virkelig noget jeg hygger mig med. Og glæder mig endnu mere til det færdige resultat!

Fredagen trak tænder ud!

Shit en hård fredag! To timers søvn efter nattevagt og så på den igen. Kan ikke anbefales! Men det gik overraskende godt. Turen til Århus gik hurtigt i godt selskab i bilen og kursusset var slet ikke så slemt. Det var rigtig spændende. Vi spiste god frokost på vej hjemover og mødte selveste Niels Hausgård. Sjovt! Jeg var godt nok noget træt da jeg kom hjem, men satte mig til at se en en tegnefilm sammen med John og ungerne og vi delte en flaske rødvin. Jeg gik så i seng samtidigt med ungerne lidt over kl. 20. Der kunne Gitte her ikke mere! he he…

Lotus havde været hjemme hos sin far hele dagen pga. opkastninger, men havde det heldigvis ok, da jeg kom hjem. Lidt mat i det og ingen appetit, men hun havde sit gode humør.

1 time til fri… og så alligevel ikke…?!

Har fri om en time, men har alligevel ikke rigtig fri. Skal på farten igen kl. 10, hvor jeg skal køre over til en kollega og følges med hende til Århus. Vi skal på kursus hele teamet på Skejby. DET bliver så hårdt. Kurset varer dog kun 2 timer – men transporten frem og tilbage kommer til at trække tænder ud. Øv for en røvtur! Glæder mig dog til at være sammen med de andre og sådan, men tror godt nok jeg er rigtig, rigtig træt når bilen kører hjemover. Tror ikke jeg får så meget ud af min aften med familien derhjemme. Det kan godt gøre mig helt trist til mode. Snøft.

On the road…

Troppede op hos AG og FP i dag til morgenkaffe og så drønede AG og jeg af sted mod Aalbæk i en stofbutik. Vi skulle op og lære at bruge et program til computeren, så man kan brodere bagefter på en maskine. Vældig smart og ligetil. Jeg fik også købt noget rigtig fint stof til at beklæde en skammel med på Chilis nye værelse. Annegrete viste mig rundt i Aalbæk og jeg så hvor hun havde boet. Vi var også lige forbi hendes datters arbejde i Elling – Så hyggeligt. En tur i Sindal genbrug blev det sørme også til. Desværre havde de ikke lige noget vi stod og manglede. Annegrete købte lækkert smørrebrød med hjem til frokost og vi nød den hjemme i Rakkeby. Far var ved at fælde et kæmpe træ i haven. Et vældigt projekt – men tilsidst lykkedes det at få nedlagt det store træ.

Jeg fik fodret dyrene og klargjort aftensmad da jeg kom hjem fra Rakkeby og så fik jeg hentet ungerne. Vi havde en lidt stram tidsplan – for vi havde også lovet Birthe og Svend Aage at hjælpe med deres Pc. De bød på en bette kold og en god sludder for en sladder.

John nåede hjem lige inden jeg skulle på job. Fik ham nysset farvel og så ud af døren. Sidder nu her på job med et “føl” i oplæring og med udsigt til kun to timers søvn, når jeg kommer hjem inden det er afgang mod Århus på kursus på Skejby. Spørg lige om jeg magter det? NEJ! Nej, det skal nok gå – men lidt trælst er det da alligevel…

Kan så i stedet glæde mig til en invitation fra min veninde, Michala. Vi skal i byen lørdag aften. Først ind og høre SuperScum og så nok en bette tur i Gaden bagefter. Åhhh jaaa… Det bliver GODT!

Mit møbel-projekt skrider også fremad. Jeg har fået malet det hele 2 gange – Tror det lige skal have en tredje gang, desværre. Og så glæder jeg mig til at sætte mit nye flotte sølv-stof på Chilis skammel. Den bliver så fin, så fin!